x

Daft Punk fanget uden hjelme

Daft Punk fanget uden hjelme

Da Daft Punk (billedet) forleden skulle vende hjem fra deres stjernespækkede optræden til Grammy-uddelingen, løb de ind i problemer i Los Angeles' lufthavn. De to "robotter" viser sig nemlig sjældent uden deres karakteristiske hjelme, og sladdersiden TMZ var yderst begejstrede over at fange de to franskmænd i civil. Et scoop, som da den norske avis VG fotograferede KISS uden sminke i starten af 80'erne? Daft Punk unplugged? 

Daft Punk kunne vende hjem fra Grammy-uddelingen som vindere af fem priser - blandt andet for årets indspilning og årets bedste album. De vandt på baggrund af deres seneste album "Random Access Memories", som var et af sidste års største albumhits. GAFFAs Simon Nathanael fremhævede det organiske stilskifte på albummet i sin fire stjernes anmeldelse med ordene: "Progressive, eksperimenterende jamsessioner fylder godt ud mellem appellerende hooklines og Nile Rodgers' insisterende funkguitar. Stilles de overvældende, 70'er-inspirerede eskapader (og ét styk musical) til en side, skal man til at spejde efter rigid sangskrivning i den ikke-egale fremtidsfunk."

Funkguitaren blev i øvrigt leveret af legenden Niles Rodgers - kendt fra Chic og hittet "Le Freak" - som også medvirkede i høj grad på David Bowies "Let's Dance". 

Hvis du tør og vil bryde illusionen, kan du se billedet på TMZ.com ved at klikke på linket her. [TMZ.com rapporteres nede pt., men www.nme.com har netop også bragt billedet.]

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA