Først bliver Daft Punk fanget uden hjelme, og nu dukker Kanye Wests ansigt mirakuløst op på kvindes knæ
Kanye West proklamerede sidste år "Jeg er en gud!". Det guddommelige har jo som bekendt en mystisk evne til at manifestere sig selv i hverdagsobjekter - hvor mange gange er Jesus' ansigt efterhånden ikke blevet set i skummet på en caffe latté eller i form af en kartoffel? Og nu kommer der er et tydeligt bevis på sandhedsværdien i Wests profeti: Hans ansigt er simpelthen dukket op på en kvindes knæ. Det rapporterer www.gigwise.com.
Billedet er for tiden et stort hit på Reddit og Twitter, hvor mange brugere er mundlamme over kvindens tilsyneladende rappende knæ. Der er ikke mangel på vittigheder. En bruger retweeter med et ordspil på Kanye Wests seneste udspil "Yeezuz" ordet: "Kneezus". Hvordan West forholder sig til det lille mirakel, melder historien ikke noget om.
Kanye West udgav sidste år albummet "Yeezus" til en seksstjernet anmeldelse af GAFFAs Michael José Gonzalez: "Kanye er ikke bleg for at udnævne sig selv til både Jesus og Gud, og når man lytter til den nybagte fars vanvittige og medrivende udskejelser, er det svært at være uenig – i hvert fald, når det kommer til at lave storslåede rap-numre, der trandencerer genrer og er fuldstændig skamløse i forhold til, hvad man kan tillade sig både musikalsk og lyrisk. Alt kan lade sig gøre i Kanyes verden."
Hvad der kan lade sig gøre i Kanyes verden er åbenbart også begyndt at kunne lade sig gøre i vores verden. Kneezus!