x

The Malpractice: Køb pladen, den har været pissedyr

The Malpractice: Køb pladen, den har været pissedyr

I dag udgiver bandet The Malpractice med sanger, sangskriver og guitarist Johannes Gammelby sit andet album "Mass", opfølgeren til "Tectonics" fra 2010. Det nye album har netop fået en fornem femstjernet anmeldelse af GAFFA under overskriften Johannes Gammelby og co. klemmer deres tænder sammen på vellykket toer".

The Malpractice består af følgende medlemmer, der også alle er kendt fra Beta Satan:

Johannes Gammelby – vokal, guitar
Morten Riis – bassynths
Kenneth N. Andersen - guitar
Klaus Q. Hedegaard Nielsen – trommer

I anledning af udgivelsen bringer vi her Johannnes Gammelbys egen gennemgang af albummet sang for sang:

 

Hej, og tak fordi du med nysgerrighed har klikket. Herunder følger et par kommentarer til de enkelte sange, der er at finde på vores nye plade Mass.

 

Seem

Jeg skrev den på Samsø i januar sidste år. Jeg havde fået et ugelangt arbejdsophold af DJBFA og tænkte, at nu skulle jeg virkelig skrive den plade færdig, for vi manglede stadig to-tre numre, og havde booket studietid i Århus to uger efter. Så jeg havde travlt. Der skete så det, 25 minutter efter ankomsten, at jeg brænder mit lydkort af. Og der er eddermame langt imellem usb-lydkort-forhandlerne på Samsø i januar. Så, der sad jeg, midt i Kattegat, strandet i en uge, uden at kunne lave det, der var meningen. Jeg havde dog min guitar med, så jeg sad og spillede og drak vin foran pejsen og lavede den her sang. Jeg og vi fik derfor aldrig lavet en ordentlig demo af den, så den blev indspillet ud fra teorien om, hvordan den skulle være, og ja, det var måske meget godt. Så endte man ikke med at stirre sig blind på noget.

Droop

Virkelig en ulækker sang. Grundidéen er planket fra en Melvins-sang, men udbygget til noget egenartet. Den startede med de der døende søsyge-guitarer, der kører tværs over sangen. Jeg tænker den lidt som en videreudvikling af det, vi havde gang i på den forrige plade. Altså, idéen om at bruge pop-byggesten til noget vammelt og truende. Sangen har jo en ret poppet struktur, men versene har ingen melodi, pre-omkvædet har, men er samtidig underlagt de her desorienterende guitarer, og så på omkvædets plads er der støj og dissonans og generel opløsning, mens trommerne tøffer derudad. Ret blæst. Tekstligt er vi ude i noget snavs også, så det lader vi bare ligge.

Lights Out

Den første sang, jeg skrev til pladen. Egentlig en ældgammel skitse, som jeg havde glemt alt om, men så havde jeg en periode, hvor jeg lyttede meget til Fantomas, og hvor jeg blev meget betaget af de maniske skift i musikken og tænkte, hey, det var sgu det, jeg prøvede at lave med den der gamle skitse. Så jeg fandt den frem, fandt på vokalmelodierne og nogle små krumspring, og så var den i hus. Easy. Vi spillede den utallige gange live, før vi optog den, så på en måde blev den vores blueprint for de aggressive tonser-elementer på pladen.

Lagoon

Tærskeværk. Forleden skulle jeg udtale mig om sangen til bagnummeret.dk. Jeg skrev: Angst komodovaran i løbetid. Og det er egentlig rammende nok, også for hele pladen, så jeg vil lade det blive ved det her, også!

Blood Itch

Selvom det måske lidt fremstår som en parentes på pladen i kraft af sin instrumentale natur, så er det faktisk et af mine yndlingsnumre. Stykket var oprindeligt en outro på en sang, som vi aldrig fik lavet helt færdig. Stemningen er helt fortættet zen-nederen. Chef-producer og guitarist Kenneth og jeg har altid haft lyst til at bruge det her sheperd-tone trick – en lydillusion, hvor en figur perciperes som endeløs ved hjælp af tre-fire oktaver og lidt fiks volume-envelope kontrol. Man kan høre fænomenet i brug til sidst i Becks "Lonesome Tears". Her går figuren opad. Men i vores udgave, i vanlig nedturs-stil, går vores nedad. Det er skidesvært at lave og det lykkes næsten! Men ellers, ja, cool lille intermezzo, her.

The Big Empty

Det tror jeg er min yndlingssang. Fra samme skrivetur som "Lights Out". De er lidt komplimentær-sange. Den er så ulogisk og logisk på samme tid. Virkelig en snørklet rytmik eller taktinddeling eller hvad det nu hedder. Men så samtidig melodisk og, ja, episk. Det er så kynisk og tomt og varmt og kærligt på samme tid. Det er faktisk mig, der spiller "trommerne" - hæh, det var lige til at overkomme. Sangen var den første, der blev indspillet færdig, så den var i lang tid rettesnoren for de andre mere storladne ting på pladen.

The Amazon Pull

Egentlig var det ikke meningen, den her skulle med. Det var meningen en anden sang, Meal Tickets, skulle indgå. Med tiden så vi, at denne her passede langt bedre ind, stemningsmæssigt, og det er jeg lykkelig for i dag, for det er endt med at blive et af mine yndlingsnumre. Det er en genskrivning af Herzogs Aguirre, Zorn der Gottes, hvor man følger de her spanske soldater på vej ind i Amazonas-junglens mørke med alt, hvad dertil hører af paranoia, grådighed og megalomani. Jeg er overordentlig tilfreds med melodierne i den her sang! Virkelig grandiost henne i slutningen, og virkelig knugende i starten. Godt arbejde, Johannes, Kenneth, Morten og Q. Jo tak!

Autonomy

Omskrivning af en passage i den seneste Michel Houllebecq-bog, hvor hovedpersonen mediterer over, hvor herligt det er at køre bil. Musikalsk set ville jeg gerne udbygge noget af det, jeg prøvede på at skrive i vores gamle "Oh, The Irony": Noget groovy, pissetungt og let og med et konstant flow fremad. Jeg kan godt lide mellempølsen, soloen. Den er virkelig skæv og melodisk helt fucked, ja, og så synes jeg, det er fedt, at den er dubbet af en vibrafon, så det ikke lyder, som om melodien bare er tilfældig, hvilket den jo på ingen måde er. Det skaber en skæg, ustabil stemning, det der, at gennemkomponere tilfældighed, så at sige. Det er afgjort noget, jeg kunne tænke mig at bikse med i fremtiden.

Transport

Skitsen på computeren hedder "kæmpe" – et passende prædikat. Jeg ville gerne lave noget a la et af mine yndlingsstykker musik, nemlig "Lysol" med Melvins. Et godt sted at starte er at stemme sin guitar ned i kælderen og så ellers sidde og fedte lidt med det. Jeg havde egentlig skrevet en udgave først, hvor sangen knækkede over i sådan et tonser-chug-chug-stykke midtvejs, men det vetoede de andre (buuuh) og sagde, hey, det første er fed, kan du ikke prøve at skrive noget i forlængelse af det. Og så kom resten af nummeret fra falset-pølsen og ud. Det var nok egentlig meget godt, for det er blevet virkelig stærkt og... omfattende og stort. Der er nogle fantastiske symfoniske klange i anden halvdel, hvis man lytter ordenligt efter. Dem og sangen som helhed er jeg ret stolt af!

Dead Zones

En voldsfantasi. Jeg hader Ørestaden. På Beta Satans harddisk nede i øveren er der en sang, der hedder "Sportssangen", som jeg håber verden engang får at høre. Der er megameget skrald på og en masse halsbrækkende stunt-stykker undervejs. Og sådan en sang ville jeg også prøve at skrive, og det blev den her. Der er ikke så meget at sige... Der er virkelig knald på, Faith No More-style, og alt knirker og brager og skramler af sted. Uden tvivl det mest fucked up nummer, vi har lavet. Og jeg er ved at skrive en lille samling sange a la den her til vores næste plade... ahr, det bliver sgu nok en ep, der er ingen der kan holde til at høre på sådan noget her for længe.

Mass

Den her sang lavede Kenneth og jeg faktisk en ret sej udgave af til "Tectonics"-pladen. Men vi lavede den aldrig færdig, fordi den var så stenet, at vi havde svært ved at arbejde med den. Vi blev simpelthen hypnotiseret og sad bare og hang og kom ingen vegne. Men melodierne var tip top! Og så foreslog Q en dag til øvning, at vi prøvede at spille det med skrald på, og så faldt den omsider på plads! Jeg elsker, at den kører i dur og er så langsom og kæmpestor. Den minder mig om det der Friedrichs-billede af ham vandringsmanden, der står og kigger ud over alperne, eller hvad fanden det er. Den har fået æren af at lægge titel til pladen, fordi den opsummerer og indkapsler alle aspekter af de ting, der er i spil denne gang, også tekstligt. Jeg er meget stolt af den.

Tak fordi du gad læse! Køb pladen – den har været pissedyr at lave og trykke, og den er blevet så fin. Johannes... out!

Hør "Mass" på Spotify og WiMP:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA