x

Se de første navne til New Note Festival

Se de første navne til New Note Festival

Ginger Ninja spiller op til fest, når New Note Festival den 10. maj afholder Programrelease. Her vil sløret blive løftet for hele festivalens program, som afholdes den 6. til den 9. august på forskellige scener i Hillerød centrum. Festen finder sted i Truckhallen, og du kan læse mere om den på New Note Festivals Facebook-side via linket her

Festivalen har dog lige løftet sløret for de tre første navne, som man kan se til august. Det drejer sig om Cody, Mont Oliver og Turboweekend (billedet). 

Cody er den 10. februar klar med nyt album, og det bliver spændende at høre de nye toner fra det folk-inspirerede popband. Deres seneste udspil, "Fractures" fra 2012, høstede hele fem stjerner i GAFFA. Michael José Gonzalez skrev blandt andet: "Det er en flot organisk lyd, der præger pladen, hvor Kasper Kaae synger bedre end nogensinde, og den fornemme instrumentering forment lægger sig omkring hans udtryksfylde vokal. CODYs kvaliteter er trods ny lyd helt intakte, blot er der kommet flere til, og paletten er tilført flere musikalske farver. Nærmest mesterligt."

Mont Oliver har et travlt år, og de er spået til et større gennembrud i 2014. I januar spillede de Vegas Udvalgte, og de er blandt de første annonceret til dette års Spot Festival

Turboweekend har også et nyt album på vej. Da GAFFAs Morten Ebert Larsen interviewede bandet i starten af januar, sagde de: "Når vi tager på turné engang i 2014 med vores ny plade, er vores forestilling også, at koncerterne vil indeholde større dynamiksving og større spændvidde. At spille de her koncerter med et helt anderledes set-up har også givet os selvtillid i form af, at vi tør være nøgne på en helt anden måde end før. Vi tør nogle andre ting nu og er kommet ud af vores komfortzone." Det tegner til at blive en ny koncertoplevelse fra Turboweekends hånd. 

Der er New Note Programrelease den 10. maj, mens selve festivalen New Note Festival kører fra 6. til 9. august. Du kan finde billetter til begge begivenheder via GAFFA Live her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA