Nyhed

Guide: Februar måneds bedste koncerter

GAFFA har bladret kalenderen igennem og fundet nogle gode bud på koncerter i denne måned

Februar er som bekendt årets korteste måned med sine 28 dage. Fåtallet af dagstimer til trods er det dog ikke koncerter, måneden kommer til at skorte på. Især landets større spillesteder er godt besøgt i denne måned, og der kommer mange spændende navne fra det store udland - samt selvfølgelig danske kendinge. Derudover er Frost Festival gået i gang i København, og den byder på adskillige musikoplevelser ofte på lidt usædvanlige steder. GAFFA har udvalgt en række koncerter, som vi selv glæder os til. Husk, at du altid kan tjekke GAFFA Live og se flere koncertmuligheder. 

Lad os åbne for kalenderen og se, hvad februar har at byde på i toner, larm og harmoni.

Jenny Wilson, Aarhus, Voxhall, klokken 20:00, 4/2 (Se den øvrige turnéplan for februar på GAFFA Live)
Roskildeakuelle Jenny Wilson gæster Aarhus den 4. februar. Den svenske singer-songwriter har allerede sin kalender godt fyldt ud i 2014. Hun er blandt andet nomineret til Nordic Music Prize, som uddeles til den norske branchefest by:Larm i starten af marts måned. Hendes seneste album hedder "Demand the Impossible!", og om det er det umulige Wilson præsterer i Aarhus, kan vi ikke på forhånd vide, men du kan i hvert fald forvente flotte, lyriske lydflader og futuristiske nordiske beats. Wilson spiller også på Posten i Odense 5. februar og Store Vega i København 7. februar.


Lords of the Underground, København, Rust, klokken 21:00, 5/2
Navnet implicerer allerede, at det er et kultfænomen fra undergrunden, vi har med at gøre. Dannet i New Ark, New Jersey, i starten af 90'erne indspillede Lords of the Underground to berygtede plader. Med den jazzede East Coast-lyd bærer de tre herrer attituderne uden på tøjet. Rapperen DoItAll Dupré har oven i købet så frygtindgydende et udseende, at han kort optræder i den sidste scene af tv-serien The Sopranos, hvor han er én af de hårde fyre, der kommer ind på cafeteriaet, hvor Galdofini og hans familie sidder og spiser. Word!  

Indians med Symfoniorkester, København, Konservatoriets Koncertsal, klokken 20:00, 6/2 + Helsingør, Kulturværftet klokken 20:00, 7/2
Søren Løkke Juul, manden bag succesfulde og anmelderroste Indians, har slået sig sammen med Copenhagen Phils 55 klassiske musikere for at skabe en ny musikalsk oplevelse. Det er den første udgave af orkesterets 60 minutters koncerter i 2014, og i denne omgang vil de udforske en relativ ny genre sammen: "indie-classical". Arrangementet løber af stablen som en del af Frost Festival. 

Kashmir, Odense, Posten, klokken 21:00, 7/2 (Se den øvrige turnéplan for februar på GAFFA Live)
Kashmir er draget på deres turné Danmark rundt, og i februar kommer de også forbi blandt andet Svendborg, Aalborg og Aarhus. Denne fredag er det imidlertid Posten i Odense, de starter. I sidste måned annoncerede de, at de har henholdsvis The White Album og Indians med som support til to uafhængige dele af turnéen. Odense kan se frem til store skæg, når The White Album i denne omgang åbner for raketbrødrene.


Bill Callahan, København, Vega, klokken 20:00, 9/2
Den lavmælte singer-songwriter Bill Callahan kigger forbi Vega. Han begyndte sin karriere med at indspille sange på en lof-fi fire-spors-båndoptager. Finn P. Madsen gav Callahans album "Dream River" fra sidste år hele fem stjerner: "Den amerikanske sangskriver Bill Callahan kæler atter for detaljerne på sin fjerde solobedrift Dream River. I forhold til den løststrukturerede forgænger Apocalypse, der var indspillet live i studiet, er her tale om en samling sange, der er så eminent ydmyge, at de næsten undskylder deres tilstedeværelse. Der er, som om den excentriske ordsmed falder i et med coverfotoet af de snebeklædte bjerge og den spejlblanke sø, hvor tiden nærmest står stille."

Deep Purple, København, Tap1, klokken 20:00, 11/2
De engelske veteranrockere har været med til at skabe den genre, vi i dag kender som "heavy metal". Med i bagagen har de nogle af den hårde rocks mest elskede sange som "Smoke On The Water" og "Child In Time". Gå ikke glip af chancen for at se Deep Purple i intime rammer på Tap1.

Bombay Bicycle Club, København, Store Vega, klokken 21:00, 11/2
Store Vega lægger rammer til engelsk indierock, når Bombay Bicycle Club parkerer racercyklen udenfor og spiller op til fest. Bandet er aktuelle med et splinternyt album "So Long, See You Tomorrow", deres første i tre år, der udkom 3. februar. 


Nina Persson, København, Amager Bio, klokken 21:00, 11/2
Den fløjlsbløde stemme fra The Cardigans folder egne vinger ud på Amager Bio. Persson har netop udgivet albummet "Animal Heart", det første album under eget navn. GAFFAs Jan Opstrup Poulsen kvitterede med fire stjerner og skrev: "Animal Heart bygger lidt forsigtigt videre på Nina Perssons karriere, og på den måde forstår hun at balancere sit musikalske projekt med en sikker hånd, hvor der er godt løb i melodierne samtidig med, at de også når at bundfælde sig. Og så ikke at forglemme denne vidunderlige stemme, der så snedigt lokker." Du kan også fange Nina Persson på NorthSide til juni.

Jonny Hefty & Jøden, København, Vega, klokken 21:00, 13/2 (Se den øvrige turnéplan for februar på GAFFA Live)
Det er vel efterhånden lige meget, om man kommer fra Dobbelt A eller Amager. Drengerøve findes over alt i det danske land, så mon ikke Jonny Hefty & Jøden kan forvente, at flere fordrukne mandsrøster istemmer, når der skal skråles "Gamle dreng ...". Hefty & Jøden er ude at gøre de danske spillesteder usikre med deres galgenhumor i februar. 

Steel Panther, København, Amager Bio, klokken 21:00, 14/2
Hvem sagde, at 80'erne var døde? Amerikanske Steel Panther (billedet) må siges om nogen at omfavne klichéen - og det på den mest kærlige/kødelige måde tænkeligt. Spandex, vilde guitar-tricks og sange om smukke piger og vilde nætter, det er opskriften på en fest i Steel Panthers selskab - og så kan det godt tænkes, at deres "fædre" i Mötley Crüe har trukket stikket, men Sunset Boulevard brager stadig derudaf i kulørte neonfarver.

Connan Mockasin + Chorus Grant, København, Bremen Teater, klokken 21:00, 15/2
Newzealandske Connan Mockasin giver sin første danske koncert den 15. februar på Bremen Teater, hvis bløde sæder og dunkle belysning er som skabt til hans unikke, teatralske weirdpop. Med sit iøjnefaldende klorinblege hår, knækkende croon og tilbagelænede, mildt psykedeliske sange vækker han minder om den amerikanske weirdo Ariel Pink, men Connan er helt sin egen. Danske Chorus Grant har sit andet album ude i marts. Arrangementet er en del af Frost Festival.


Teitur, Esbjerg, Tobakken, Esbjerg, klokken 20:00, 18/2 (Se den øvrige turnéplan for februar på GAFFA Live)
Den færøske singer-songwriter har siden udgivelsen af debutalbummet "Poetry & Aeroplanes" fortryllet publikum med sit inderlige og poetiske univers. Han udgav sidste år sit sjette studiealbum "Story Music", som så en udvikling i hans musikalske univers. GAFFA kvitterede med fire stjerner under manchetten "Elegant og rigt facetteret sjette album fra den færøske trubadur"

Dream Theater, København, Falconer Salen, klokken 19:00, 20/2
Teknisk brillans i selskab med Dream Theater. Den amerikanske kvintet er lige så kendte for deres musikalske virtuositet som deres pompøse prog-metal-hymner. Til trods for at bandet i 2010 skiltes med deres legendariske trommeslager Mike Portnoy, som mange anså for at være en bærende del af bandets lyd, er de fortsat med at udgive anmelderroste album. Senest var sidste års selvbetitlede "Dream Theater", om hvilket Keld Rud skrev: "Andet post-Portnoy-album fra det amerikanske prog-konger Dream Theater lægger sig i slipstrømmen fra forgængeren, A Dramatic Turn Of Events. Samme fyldige produktion. Samme selvsikre præstation fra hele holdet. Samme fokus på stærke vokalmelodier."

City And Colour, København, Store Vega, klokken 20:00, 24/2
Det kan godt tænkes, at du har hørt Dallas Green råbe sig hæs i det canadiske post-hardcore-band Alexisonfire, men det skal du nok ikke forvente, når han optræder under navnet City And Colour. Her spiller den talentfulde sanger i stedet melodiøs folk-musik på akustisk guitar. Med sig har han ofte en skiftende besætning af canadiske indie-musikere.


CODY, Aarhus, Studenterhus Århus, klokken 20:00, 27/2 + Aalborg Studenterhus, klokken 21:00, 28/2 (+ flere datoer)
I krydsfeltet mellem americana og post-rock finder vi CODY. De annoncerede sidste år en turné på baggrund af et nyt album, "Windshield", som udkommer den 10. februar. Førstesinglen "The Medic Blues" udkom i december sidste år

Tom Odell, København, Vega, klokken 20:00, 27/2
Den unge englænder spillede til sidste års NorthSide Festival, hvor han grundet heftig trafik blev meget forsinket. Det til trods vendte han koncerten til en stor triumf, hvor han overlod sit energiske og lyslevende klaverspil og sin kraftfulde lyse stemme til musikken og vandt anmeldere og publikums hjerter. Han bliver ofte sammenlignet med Jeff Buckley, men han er samtidig ikke bange for at ramme Coldplays popfinesse i sine omkvæd. 

Shaka Loveless, Aarhus, Train, klokken 21:30, 28/2 (Se den øvrig turnéplan på GAFFA Live)
Måneden slutter af med Shaka Loveless, der drager på turné i anledning af sit nye album, "Det Vi Sku' Miste". Han medbringer sig frisk, up&coming opvarmning i form af L.I.G.A. og Danni Toma


Februar måned byder også på disse spændende koncerter, der dog er udsolgt:

The Mountains, København, Christian IV's Bryghus, klokken 19:45 + 21:45, 21/2
Brødrene Nordsø og Michael Møllers The Mountains er pladeaktuelle den 10. marts. Indtil videre er det blevet til to singleudspil, "The Mountains" og "The Valleys", hvor sidstenævnte netop har fået en musikvideo. De spiller denne aften som en del af Frost Festival. Fanger du dem ikke her, vil de også være at se på NorthSide.

Turboweekend, København, Christian IV's Bryghus, klokken 19:45 + 21:45, 22/2
Ligesom The Mountains dagen før dem indtager Turboweekend Christian IV's Bryghus som en del af Frost Festival. Det populære band har sagt, at 2014 bliver et travlt år, hvor de har fart over feltet. Hvad kunne man ellers forvente?

Baby In Vain, København, Store Vega, klokken 19:00 + 21:30, 25/2
Tvivler du stadig på om piger kan spille rock med store bogstaver i det 21. århundrede, skulle du måske kigge forbi Vega, når Baby In Vain river hul i loftet. Pigerne rider for tiden på en massiv bølge af succes, og det tegner til, at intet kan stoppe dem i 2014. Kommer du tvivlende den 25/2, må du hellere huske at tage en skridtbeskytter på - bare for en sikkerheds skyld. Arrangementet er en del af Frost Festival. Som en lille bonusoplysning kan du også fange pigerne på Frederikssund Bibliotek den 20. februar 19:30, hvor de vender plader.


Efterklang, Sønderborg, Alsion, klokken 20:00, 26/2
Efterklang klinger ud, sådan kunne overskriften lyde. Det danske succesband går i tænkeboksen for at redefinere sig selv, og det betyder, at det Efterklang, vi er kommet til at kende, nok ikke kommer til at fortsætte. Bandet takker farvel under flotte rammer i Sønderborg til en storslået afskedskoncert, der besøger alle små hjørner og lommer af deres karriere.

ANNONCE