x

Nico & Vinz – tidligere Envy – til Nibe

Nico & Vinz – tidligere Envy – til Nibe

Den jyske Nibe Festival er har netop annonceret fire nye navne, herunder ét hovednavn. Det nye hovednavn slog igennem sidste år med kæmpehittet "Am I Wrong", som nåede en andenplads på de danske airplay- og streaminglister og har siden hen skiftet navn. Norske Nico og Vinz - tidligere Envy - er netop offentliggjort til at spille på årets Nibe Festival, hvor de skal stå for popfest i den nordjyske skov.

Nordmændene er netop i gang med at færdiggøre deres andet album, hvor singlen "In Your Arms" allerede er sluppet løs og har tæt på ti millioner afspilninger på Spotify. Popduoen udtalte tidligere, om forklaringen på deres pludselig navneskifte: "Nico & Vinz er et mere personligt bandnavn, end Envy var, og det er vigtigt for os at opbygge et personligt og tæt forhold til vores fans – gennem vores musik og vores budskaber." 

Foruden Nico & Vinz kommer danske TopGunn, Sebastian Lind og Vild $mith. Sidstnævnte er en del af GAFFAs "De bliver store i 2014", hvor de fik følgende begrundelse for udvælgelsen med på vejen: "De tre brødre udgør tilsammen en anti-tese til den pæne og kontrollerede amerikanske rapper Will Smith og byder på underholdning i høj klasse med historier om deres personligheder og disses færden i en hård og urimelig verden."

Danske TopGunn vandt "Årets Danske Urban-udgivelse" ved GAFFA-Prisen 2013 og foruden at spille til årets Nibe Festival kommer rapperen i 2014 med et nyt album. I begyndelsen af året udtalte han endvidere om det nye år: "Der kommer min nye plade! Og jeg skal blive endnu større. Der vil jeg ikke vinde årets urbanudgivelse, men årets popudgivelse. Det er planen."

I Sebastian Lind kan festivalen i det jyske forvente den iørefaldende electro-pop, som blandt andet byder på singlerne "Plastic World", "Never Let You", "Another You" og "Fake". 

Nibe Festival finder sted fra 2.-5. juli. De offentliggjorte navne er L.O.C., Rasmus Seebach, D-A-D, Medina, Marie Key, Ulige Numre, Go Go Berlin, Carpark North, Julias Moon, Panamah og Red Warszawa foruden dagens nye tilføjelser.

Billetsalget er i gang via festivalens hjemmeside.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA