x

Musik i Lejet klar med tre stærke indie-navne

Musik i Lejet klar med tre stærke indie-navne

I begyndelsen af det nye år annoncerede den danske festival Musik i Lejet deres første navn i form af Jenny Wilson, og nu er arrangørerne klar med en indie-vitamin-indsprøjtning. Musik i Lejet er parat med danske Choir Of Young Believers, Chorus Grant og The Mountains

Choir Of Young Believers startede som et enmandsband af Jannis Noya Makrigiannis. Det hele startede med lyn og torden, da Choir Of Young Believers, med debut-ep'en "Burn The Flag", vandt "P3 Talentet" ved P3 Guld og "Årets Håb" ved Steppeulven, begge dele i 2008, og senere samme år cementerede sin position som ét af Danmarks bedste indiebands med debutalbummet "This Is For The White In Your Eyes", der i 2012 blev fulgt op af "Rhine Gold".

Sidstnævnte kvitterede GAFFAs anmelder Michael Joze Gonzalez for med fem ud af seks stjerner og ordene "Jannis Makrigiannis synger stadig som en storladen, let melankolsk drøm, og der er plads til både det inderlige og det åbne. Intensitet og åndeløshed går hånd i hånd på Rhine Gold, der på alle måder er en stor, modig og ambitiøs plade, der måske nok kræver mange afspilninger og helst helt tæt på i høretelefonerne for at komme ind under huden, men så står stjernestunderne til gengæld også i kø."

Jannis og co. er formentlig i topform, når de gæster årets Musik i Lejet Festival, idet Choir Of Young Believers fra om 14 dage tager på tour med Depeche Mode, for hvem de skal agere opvarmning til i alt otte koncerter. Og det forlyder, at bandet vil spille nyt materiale til sommerens koncert.

I Chorus Grant har Musik i Lejet sikret et af Danmarks nye håb. Bag navnet gemmer sig bornholmeren Kristian Finne, der udgiver et nyt album den 24. februar, som har fået titlen "Space". Singlen "The Sudden Rupture", fra det kommende udspil, har allerede for anden uge i træk indtaget førstepladsen på P3's Det Elektriske Barometer. Chorus Grant er lyden af det organiske i en symbiose af americana, folk og indie.

Siger navnet Kristian Finne dig ét eller andet, er det nok forbi, at bornholmeren tidligere har spillet i bands som The River Phoenix, Green Pitch og i øvrigt udgør den ene halvdel af duoen Cancer, hvor Nikolaj Manuel Vonsild fra When Saints Go Machine udgør den anden halvdel. 

Bag The Mountains gemmer sig lidt af en supergruppe. Den forførende stemme fra Moi Caprice, Michael Møller, er gået sammen med de to tvillingebrødre og producere Frederik og Fridolin Nordsø for at skabe flot popmusik. The Mountains har udsendt to velmodtagne singler, "The Mountains" og "The Valleys" der byder på storladen, elektronisk pop. Debutalbummet "The Mountains, The Valleys, The Lakes" udkommer 10. marts.

Med disse tre tilføjelser ser årets plakat til Musik i Lejet foreløbig ud som følger: Jenny Wilson(SE), Navneløs, Choir Of Young Believers, Chorus Grant og The Mountains. Musik i Lejet finder sted fra den 17. til og med 19. juli i Tisvildeleje, og festivalen, der åbnede som en havefest i 2009, trak sidste år i nærheden af 3500 gæster.

Køb billetter på billetto.dk/musikilejet

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA