Når kritikere og musikere for en sjælden gang mødes på midten, opstår der sød musik. Det var i hvert fald det overordnede indtryk fra prisuddelingen lørdag aften på Bremen Teater.
Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion
Det er vel næppe nogen hemmelighed, at der af og til kan være uoverensstemmelser mellem anmeldere og musikere. Derfor var det ikke desto mindre en fryd at overvære de førende danske kritikere dele roser og smukke poetisk formulerede fraser ud til de danske musikere. Det var en aften i hjertevarmens, hyggens og ikke mindst den gode musiks tegn. En aften, som på alle måder var velkomponeret og gennemført.
Showets første tone blev slået an, imens de sidste gæster søgte ly for den regnfulde februar aften og indfandt deres pladser i Bremen Teaters bløde sæder. Det var den meget omtalte unge odenseanske sangerinde Karen Marie Ørsted, nok bedre kendt under pseudonymet MØ, som sammen med et tre mand stærkt hold skød showet i gang med manér. Med en blanding af karismatisk flabethed, ydmyghed og stærke musikalske skæringer kreeret i samarbejde med producer og musiker Ronni Vindahl, gjorde hun enhver tvivl til skamme om hendes kometkarrieres gyldighed. Det var en god start på showet.
Aftenens konferencier var for andet år i træk rim-mageren Per Vers, som med glimt i øjet introducerede aftenens arrangement med et par hilsner til GAFFA og bladets famøse 2012-awardshow med blandt andet et forlist Simon Spies-scenetæppe. Per Vers fik kridtet banen op mellem det mere anarkistiske GAFFA-show fra forrige år og så Steppeulven, som bærer præg af en, lad os sige, mere voksen karakter. Således fik Per Vers på humoristisk vis sagt tak til alle de ankomne for, at de var kommet for musikkens skyld og ikke de 16 gratis genstande, som GAFFA så generøst uddelte til deres show. Per Vers agerede på alle måder en både vittig og skarp meddeler showet igennem.
Fra Per Vers blev bolden kastet videre til Klaus Lynggaard og det, som det hele jo handler om: Prisuddeling til de musikere, som i året 2013 har gjort sig særligt bemærket inden for følgende 11 kategorier: Årets Album, Årets Sang, Årets Livenavn, Årets Håb, Årets Vokalist, Årets Musiker, Årets Tekstforfatter, Årets Komponist, Årets Producer samt Årets Pioner Pris. Informations sprogligt ekvilibristiske kritiker bød på vegne af Foreningen af Danske Musikkritikere velkommen til Steppeulvens tiende omgang. Dermed talte han på vegne af musikanmeldere med tilknytning til de danske dagblade Berlingske, Ekstra Bladet, Fyens Stiftstidende, Information, Jyllands-Posten, Politiken og Weekendavisen.
Den, efter deres eget selvironiske udtryk, ultimative smagsdommerklub har suverænt valgt, hvad de synes er den bedste musik på den danske scene lige nu. Valg, som ikke afhænger af antal solgte plader, men som udelukkende er baseret på smag. Denne smag berettiges dog af anmeldernes formodede indsigt i den danske musikscene gennem års af daglig lytning og stillingtagen til al den nye musik, som hver dag lander i deres mailboks eller på deres skrivebord. Som tilskuer til aftenens program var undertegnede i hvert fald ikke et sekund i tvivl om anmeldernes evne til at udvælge god musik. Aftenens musikalske lineup var af usædvanlig høj klasse.
Musikalsk overflødighedshorn
De udvalgte optrædende udgjorde altså et overflødighedshorn af dejlighed i alle mulige genrer. Ud over MØ bød første halvdel af showet på optrædener med det danske indierockband Mellemblond. Med forsanger og, jeg fristes til at sige poet Kristoffer Munck Mortensen i front imponerer bandet altid med deres rolige og dog indtagende fremtræden på scenen. De smukke tekster var forsanger Kristoffer Munck Mortensen da også nomineret for i kategorien Årets Tekstforfatter, men måtte dog unde denne pris til Allan Olsen.
Efter uddelinger til MØ for årets livenavn (billedet) og en pris til Kira Skov for årets bedste vokalist var der dømt trommemaskine og 80'er-vibe for alle pengene. Det var den indtil for nylig relativt ukendte Marvelous Mosell, som med Rap Fyr i LA-stilen, kassettebånd om halsen og cap'en på skrå tegnede et bredt smil på alles læber. Spillemændene med Nicolai Elsbergs dybt rungende baryton vokal indtog scenen lige inden pausen, og hvad jeg kunne fornemme fra snakken i pausen havde det dansksprogede band imponeret publikum i stor stil.
Efter pausen blev der, med undtagelse af Allan Olsens meget nærværende akustiske optræden, skruet lidt op for tempoet. Således indledte det psykedeliske syrerock band Spids Nøgenhat med hypnotiserende visuals og distortede forvrængede og hvinende guitarer. De unge piger i Baby In Vain, som løb med de 15.000 kr. for prisen som Årets Håb, spillede øredøvende intens og helstøbt guitarrock, og med det også prisvindende afslutningsband, When Saints Go Maschine, blev publikum godt varmet op til efterfesten med stetoskoplys og dubstep-rytmer. Aftenen var på alle måder velsammensat fra start til slut. De fantastisk dygtige kritikere satte med velkomponerede sprogblomster ord på det, vi kunne se og høre og gav en ekstra dimension til denne hyldestaften til dansk musik.
Der var ikke noget som helst at sætte en finger på, og aftenens Steppeulv på Bremen Teater var noget nær en sublim aften.
Den samlede vinderliste:
Årets Album: Kira Skov: "When We Were Gentle"
Årets Sang: Quadron: "Hey Love"
Årets Orkester: When Saints Go Machine
Årets Livenavn: MØ
Årets Håb: Baby In Vain
Årets Vokalist: Kira Skov
Årets Musiker: Palle Hjorth (tangentspiller for Povl Dissing, The Sandmen, Savage Rose, Peter Sommer med flere)
Årets Tekstforfatter: Allan Olsen
Årets Komponist: Den Sorte Skole
Årets Producer: Robin Hannibal (Quadron, Rhye)
For jer, som gik glip af showet, kan I læse mere om de nominerede her, og I kan også erhverve jer en kompilation-vinyl med de optrædende kunstnere udgivet af Tigerspring.
Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion
