Nyhed

Se film om MØ i aften

DR3 viser i aften endnu et afsnit af "Nyt Blod"

I sidste uge kunne DR3 vise første afsnit i musik-dokumentaren "Nyt Blod" om Ulige Numre og deres kamp for succes. Programserien fortsætter i aften, denne gang omhandler "Nyt Blod" himmelstormende MØ.  

MØ har oplevet en fantastisk succes på utrolig kort tid - og det på baggrund af kun en håndfuld sange. Den fynske sangerinde har med sin D.I.Y-attitude og vilde sceneoptræden overrumplet en musikbranche, hvor hurtig succes oftest bygger på netværk. Uden at have udgivet sit debutalbum har hun spillet hundredevis af koncerter i udlandet, der også i den grad har taget bestik af hende. 

"Nyt Blod" følger MØ, mens hun står midt i den rasende tornado af koncerter, selfies, award-shows, royale priser, stress og interviews og prøver at færdiggøre sit debutalbum. Dokumentaren går helt tæt på den 25-årige sangerinde og giver et indblik i, hvordan hverdagen fra den ene dag til den anden kan blive vendt på hovedet og få vendt vrangen ud. 


I forgårs modtog MØ endnu en pris. Hun fik nemlig en Steppeulv for Årets Livenavn. Hun optrådte også til den vellykkede begivenhed på Bremen Teater. Hendes debutalbum "No Mythologies To Follow" udkommer den 10. marts. 

Du kan følge MØ, som succesen for alvor rammer hende som en tidevandsbølge, på DR3 i aften klokken 21:40.

ANNONCE