Nyhed

Miley gider ikke ryste røven

Den 21-årige sangerinde vil tages alvorligt som kunstner – og dropper derfor de hoftevridende bevægelser på sin turné

Når Miley Cyrus sætter ud på sin verdensomspændende turné, er det med de udfordrende kostumer i bagagen, mens de vovede bevægelser er blevet ladt hjemme i soveværelset. Sangerinden har udtalt, at hun er træt af kritik, og hun føler i høj grad, at hendes numse har overskygget hendes kunstneriske aspirationer. Derfor har hun givet sig selv twerking-forbud på turnéen.

"Miley er udmærket klar over, hvor kontroversielt hendes twerking var. Selv om hun ikke fortryder det, vil hun ikke have det til at definere hendes koncerter. Hun har selv skrevet showet, der er ligesom et teaterstykke og har et tema, men det vigtigste for Miley er at vise verden, at hun rent faktisk kan synge", siger en kilde tæt på Miley Cyrus ifølge The Mirror

Den 29. januar optrådte Miley Cyrus til MTVs Unplugged, hvor hun lod sit stemmebånd vise, at hun kan synge – blandt andet ved en cover-version af Arctic Monkeys "Why'd You Only Call Me When You're High". Den udfordrende opførsel var dog ikke lagt helt på hylden, for da Madonna gæstede scenen, fik hun et venligt klap bagi


Miley Cyrus giver koncert i Forum i København 4. juni som en del af sin "Bangerz World Tour" oven på udgivelsen af albummet "Bangerz" fra oktober sidste år. Koncerten bliver hendes første i Danmark. Om de danske fans så selv må pifte koncerten op med twerking, kan kun tiden vise. 

Billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE