Nyhed

Hør 10 sange til den perfekte Valentinsdag

GAFFA har samlet en playliste, der hylder kærligheden

Det regner let, mens du smyger dig ned ad gaden, men ellers er vejret mildt. Du har langstilkede røde roser i hånden, regndråberne glider let af de velduftende blade og en hjerteformet æske med chokolade rasler forsigtigt under armen. Som du sidder ved den blåternede borddug over for hende i det omfavnende mørke, ser du de blafrende stearinlys afspejlet i hendes store svømmende øjne. Sådan kunne det være på Valentinsdag. I den anledning har GAFFA lavet en playliste med nogle udvalgte romantiske toner, som du kan forføre med eller lade dig blive forført af.

Vi har 10 Sange For Valentinsdag, som du kan høre her forneden.

Hvis du synes, at Valentinsdag er noget opreklameret lort – måske fordi du ikke har held i kærlighed – så har vi også lavet en playliste mod Valentinsdag. Hør 10 Sange Imod Valentinsdag her


FOR VALENTINSDAG

When The Stars Go Blue - Ryan Adams
Det bliver næppe mere romantisk end at tage din udvalgte i hænderne og svinge nænsomt rundt under stjernernes skin. 

Heroes - David Bowie
Et kys i regnen, mens vagterne kigger misundeligt ned fra deres poster ved Berlinmuren. Bowie fremskaber en film noir-stemning med det ene billede, som burde få alle til at fugte læberne.

You Are So Beautiful - Joe Cocker
Hvordan siger man "Du er smuk" på den bedst tænkelige måde? Måske denne sang kan hjælpe. Joe Cocker har måske en rusten stemme, men det er den slags rust, der har følelserne udenpå. Man kan ikke tvivle på skønheden i denne sang - lyt især til sidst, hvor Cockers stemme knækker helt sammen.


Outer Space - John Grant
Men måske er det en skønhed der er så overnaturlig, at den ikke kan være af jordisk oprindelse. Det kan John Grant hjælpe med. Han har spurgt sin ven, der er astronom, men selv han må opgive at komme med et dækkende svar.

Elsker Dig For Evigt - Lars H.U.G.
Også Lars H.U.G. vandrer ensomt rundt i regnen og ønsker kun inderligt at smelte sammen med sin udkårne.

Uden Forsvar - Marie Key
Hvis det er godt, så er det godt, hvis det er fedt, så er det fedt, behøver man så virkelig tænke mere over det, før man hopper i med begge ben, spørger Marie Key.


I Love You - Daniel Lanois
Daniel Lanois har produceret for både U2 og Bob Dylan, og hvor de måske har nydt godt af hans evne for flotte lydbilleder, har han måske lært lidt om kærlighedssange fra dem.

Love - John Lennon
Hvad er egentlig alt det her kærlighedshalløj for noget? John Lennon kommer heldigvis med en øm og flot definition. Hey, all you need is love.

She's Got You High - Mumm-Ra
Mumm-Ra genskaber næsten den rumlende følelse i maven man får, når ens blik for første gang er faldet på det uimodståelige. 


Teenage Dream - Katy Perry
Hvem ønsker ikke at forsvinde ind i den uskyldighed af det første møde, den første kærlighed, som Katy Perry her besynger.

Vi håber I får en god dag med jeres udkårne. 

Lyt til GAFFA: For Valentinsdag 2014 på WiMP:

Lyt til GAFFA: For Valentinsdag 2014 på Spotify  



ANNONCE