Nyhed

Ny elektronisk musik til Roskilde

Syv navne bliver i dag offentliggjort til Apollo Countdown

Roskilde Festival fortsætter med at offentliggøre nye talenter til nedtælling af årets festival hver dag klokken 12 ugen ud. Dagen i dag står i den elektroniske musiks tegn, og dens ypperste platform på Roskilde er Apollo-scenen. Her følger syv nordiske kunstnere, som skal spille til Apollo Countdown i år i dagene 29. juni-2. juli: Bloksberg (NO), DNKL (SE), Franskild (SE), Iberia (SE), Nause (SE), Pandreas (NO) og Unkwon (DK). 

Om det er udslag af norsk retstavning eller ej, så kalder Bloksberg selv deres musik for "Tækno". De to norske drenge bor i Berlin, hvor de leger med en gammelskolet techno, der skæver både til Oslo, Detroit og selvfølgelig den tyske hovedstad. De vil uden tvivl blive et hit hos både klubtyper og musiknørder.

DKNL er omgærdet af mystik. Indtil videre har de kun udsendt singlen "Hunt", og man bliver ikke meget klogere af at studere deres fotos, der er slørede og røgfulde. Musikken er ligeledes mættet af atmosfære, bas og elektronisk pop. Fans af britisk, elektronisk musik, fra Pet Shop Boys til Burial, kan roligt troppe op og stikke hovedet ind i tågen.


Love Ojensa og Tim Söderström, en kok og en arkitekt bosat i København, har i fællesskab dannet Franskild for at udleve deres kærlighed til house, som de kombinerer med det poppede og sfæriske. Kan man andet end at forvente af en kok og en arkitekt, at de kan skabe et rum og krydre det helt rigtigt? Et vægtløst, dansabelt univers, som skabt til dagdrømme.

Iberias musik lyder som en fjerlet udgave af Crystal Castles, hvor punkvreden og ravet er nedtonet til fordel for den fritsvævende blanding af lykke og bedrøvelse. Den svenske duos første singler er overbevisende studier i atmosfære og musikalsk æter; Iberias første egentlige album er i færd med at blive hentet ned fra skyerne i skrivende stund.

House og electro, der er et stadium værdig, det er noget Nause mestrer. Deres klubmusik er euforisk, poppet og med store klimakser. Den svenske duos hit "Hungry Heart" har ligget på førstepladsen af Englands vigtigste klubliste.


En standardjoke i musikmiljøet lyder, at går det ikke med kunsten, kan man altid blive revisor eller advokat. Hvem siger dog, at advokater ikke kan være musikere også? Norske Pandreas (billedet) sidder som jurastuderende i Bergen og laver en elektronisk musik, der allerede har fået engelske The Guardian og amerikanske Pitchfork til at spidse ørerne.

Bag Unkwon gemmer Anders Dixen sig. Han har allerede været en af Vegas Udvalgte med sin elektroniske musik. Sløv electronica, spøgelses-dubstep, dvælende atmosfærer og bastung, ordløs hiphop er nogle af pejlemærkerne for den flittige multikunstner. Og selvom listen over celebre remixes er lang, har Unkwon også overbevist med eget materiale. På ep'en "Fractures" har Anders Dixen kridtet banen op til en karriere inden for den drømmende, britisk inspirerede elektroniske musik.

I går blev The Awesome Welles (DK), Blaue Blume (DK), Communions (DK), Slöa Knivar (SE) og The Minds of 99 (DK) offentliggjort til Rising-scenen.


Festivalen har allerede offentliggjort Arctic Monkeys, The Black Dahlia Murder, Black Pus, Blood On A Feather, Bombus, Carcass, Corrections House, Cyral Hahn, Deerhunter, Fire! Orchestra, Future Of The Left, Haim, Hookworms, Hymns From Nineveh, Jambinai, Jenny Wilson, Julla Holter, Major Lazer, Mark Ernestur presents Jeri-Jeri, Merchandise, MØ, Nails, Psyched Up Janis, Rob Zombie, Systema Solar, Trentemøller, Earl Sweatshirt, A$AP Ferg, World's Fair, Interpol, Warpaint og Damon Albarn.

Roskilde Festival finder sted fra 29. juni til 6. juli. Billetter er i salg og findes via GAFFA Live.

ANNONCE