The William Blakes afslører gæster

The William Blakes afslører gæster

Når det danske band The William Blakes traditionen tro for sjette gang holder koncert og fest i forbindelse med fastelavn på spillestedet Amager Bio den 2. marts, bliver det med en række gæstesolister. Kristian Leth, der er forsanger i The William Blakes, har nu løftet sløret for de første af slagsen. Sussie Luscinia Nielsen, Thomas Andersson, Hugo Rasmussen og Stefan Pasborg.

Kristian Leth siger om gæsterne: "Sussie Luscinia Nielsen er en dansk folkesanger med speciale i irske og skotske sange og en stemme som en elver. Thomas Andersson er en fabelagtig guitarist, der spiller med alle fra Nik & Jay til Antonelli Orchestra. Han gemmer på en vild mystiker. Det får vi lov at høre! Og så Hugo Rasmussen: Hvad kan man sige? Dansk Jazz' ikke så grå eminence. En mand, der kan få alt til at lyde bedre, end det i forvejen gør. En legende. Og sidst, men ikke mindst får vi besøg af trommeslageren, bandlederen og komponisten Stefan Pasborg, der blandt meget andet har givet os både Ibrahim Electric og pladeselskabet ILK." 

Selve aftenen holdes til fordel for Haiti, et land, der ud over at være det fattigste på den vestlige halvkugle blev ramt af et sønderlemmende jordskælv i 2010. Alt overskuddet for arrangementet går således til Haiti, som Kristian Leth har fået et nært forhold til i forbindelse med faderen Jørgen Leths mere end 20 år lange ophold i landet.

Igennem årene har arrangementet blandt andet budt på navne som Nik & Jay, The Storm, Jacob Binzer, Simon Kvamm, Kresten Osgood, Jens Haack, Steffen Brandt, Nikolaj Nørlund, Waqas, Ane Trolle, Cæcilie Trier, Tue West, Dinner, Dreamers' Circus, Søren Huss, Pharfar, Nikolaj Steen, Mikkel Nordsø og mange flere.

Billetsalget er i gang, og billetter kan findes på GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA