Nyhed

Flere elektro-navne til Roskilde

Så er der mere elektronisk fest til Apollo Countdown-scenen

Roskilde Festival fortsætter med at offentliggøre nye talenter til nedtælling af årets festival hver dag klokken 12 ugen ud. Dagen i dag står atter i den elektroniske musiks tegn, og dens ypperste platform på Roskilde er Apollo-scenen. Her følger seks nordiske kunstnere, som skal spille til Apollo Countdown i år i dagene 29. juni-2. juli: Brynjolfur (FO), Kant (DK), S!vas (DK), Shadow Shadow (SE), Slick Shoota (NO) og Snavs (DK).

Brynjolfur er oprindeligt fra Færøerne, men drejer i dag sine tracks med postadresse i København. Her har han gjort sig så bemærket med sin blanding af disco, house, tecno og acid house, at Eskimo Recordings har udgivet hans første single "I Love You". 

Københavner-dj'en Kant har suget næring til sig i både London og Berlin. Hans baggrund er inden for hiphop, men hans house-udtryk har udviklet sig i sådan en grad, at den nu mere og mere ligner hans sande hjem. Kants sommerlige electronica, som både er pulserende, melodisk og tranceagtig, har allerede spredt sig godt ud i internettes afkroge, på fornemme pladeselskaber og i de toneangivende klubber.


Du kommer forbi Pakistan, Tyrkiet og USA via Brøndby Strand i S!vas' (billedet) selskab. Søger du på "d.a.u.d.a.", kan du downloade hans særligt udviklede app, som blandt andet vil lære dig, hvad "larmende ganja" betyder. 

Svenske Mattias Friberg fra Logh har skabt sig en ny platform med Shadow Shadow. Du kan forvente 80'er-inspireret synthpop, der lægger sig i det svale kølvand af chillwave-genren, hvor fordums sommerferier bliver manet frem af vemodige kvindevokaler, rumklang og disede synthesizers. Lad os håbe, at vejret holder, for her er et soundtrack til sommeren.

Fra Oslo kommer en omgang Chicago/London-bass i form af Slick Shoota. Nordmanden kan sætte enhver fest i gang med sine bastunge, myldrende og opspeedede produktioner, som er et sandt kalejdoskop af elektronisk musik.


Du kan blive beskidt med Snavs, en af trap-genrens danske talenter. Snavs er en halvhysterisk hybrid af basmusik og instrumental hiphop med masser af billige dåsebeats, remixes af remixes, skizofrent opbremsende rytmer og forvrængede synths. Snavs har på sin første ep "808%" vist, at han kan håndtere en Roland 808-trommemaskine på en absolut diabolsk og utilregnelig facon. 

Indtil videre er The Awesome Welles (DK), Blaue Blume (DK), Communions (DK), Slöa Knivar (SE), The Minds of 99 (DK), The Divers (DK), Heimatt (DK), Hexis (DK), Karl William (DK), Kill J (DK) og Könsförrädare (SE) offentliggjort til Rising-scenen, mens Apollo vil blive gæstet af Bloksberg (NO), DNKL (SE), Franskild (SE), Iberia (SE), Nause (SE), Pandreas (NO) og Unkwon (DK).

Festivalen har allerede offentliggjort Arctic Monkeys, The Black Dahlia Murder, Black Pus, Blood On A Feather, Bombus, Carcass, Corrections House, Cyral Hahn, Deerhunter, Fire! Orchestra, Future Of The Left, Haim, Hookworms, Hymns From Nineveh, Jambinai, Jenny Wilson, Julla Holter, Major Lazer, Mark Ernestur presents Jeri-Jeri, Merchandise, MØ, Nails, Psyched Up Janis, Rob Zombie, Systema Solar, Trentemøller, Earl Sweatshirt, A$AP Ferg, World's Fair, Interpol, Warpaint og Damon Albarn.


Roskilde Festival finder sted fra 29. juni til 6. juli. Billetter er i salg og findes via GAFFA Live.

ANNONCE