Nyhed

Bon Ivers kapelmester giver koncert i Danmark

S. Carey står på egne ben i København

Bliver du også opslugt af Bon Ivers rummelige og organiske lydunivers, vil du nok ikke fortryde at kigge forbi Lille Vega den 28. maj. Her gæster nemlig S. Carey alias Sean Carey, der flere gange har besøgt Danmark som trommeslager, korsanger og kapelmester i Bon Iver. Denne gang kommer han under eget navn med eget materiale. 

I 2010 udgav han sit debutalbum "All We Grow", som bød på både traditionel folk- og rocklyd, men også elementer af kammerpop og mere indie- og jazzede elementer. Han sammenlignes ikke uden grund med artister som Sujfan Stevens, Fleet Foxes, Iron & Wine og José González.

GAFFAs Christian Erin-Madsen bemærkede i sin tre stjerners anmeldelse af "All We Grow", at S. Carey havde taget ved lære af sin tid i Bon Iver: "Lærepengene fra det samarbejde er investeret i dette, hans første soloudspil, hvor han præsterer en melankolsk, til tider klagende, meditativ rejse båret af dystre stemningsflader."


Sean Carey udgiver sit nye album "Range Of Light" den 1. april. 

Forsalget starter til koncerten i Lille Vega den 28. maj starter i dag via billetlugen.dk.

ANNONCE