X Factor-vinderen får amerikansk topproducer – men ingen pladekontrakt

X Factor-vinderen får amerikansk topproducer – men ingen pladekontrakt

Forandringens vinde har blæst i musikverdenen det sidste årti. En pladekontrakt er ikke så attraktiv, som den var, før der var noget, der hed streaming, og derfor har det danske X Factor valgt en ny præmie til vinderen. Det er ikke længere en pladekontrakt som i de tidligere seks sæsoner, men derimod en tur i studiet med den amerikanske topproducer John Shanks for at indspille en ep med tre-fire numre til en digital udgivelse. Vinderen modtager også et 10 ugers intensivt forløb med professionelle fra musikbranchen og udvalgte koncerter i hele landet.

John Shanks har samarbejdet med en lang række vidt forskellige pop- og rocknavne, herunder stjerner som Miley Cyrus, Take That, Bon Jovi, Sheryl Crow og Celine Dion. Han brød igennem i 1999 med Melissa Etheridges Grammy-nominerede album "Breakdown" og modtog i 2005 en Grammy som "Producer of the Year" for blandt andet sin produktion af Ashlee Simpson-albummet "Autobiography". Han producerede Take Thats comebackalbum "Beautiful World" fra 2006 og det efterfølgende "The Circus" fra 2008, og de plader, han har bidraget til, har tilsammen solgt i omkring 60 millioner eksemplarer.

Rasmus Ladefoged, der er underholdningsredaktør i DR, er begejstret over at have fået Shanks med på X Factor-holdet:

"Det er rigtig stort, at vi har fået fingrene i en producer af den kaliber. Hans cv taler jo for sig selv, og vi kunne ikke have drømt om et større eller bedre navn. Når ep'en samtidig kombineres med et 10 ugers kreativt forløb, er vi med til at sikre vinderen et stærkt fodfæste fremover. Vi vil gerne sikre vedkommende en solid og bæredygtig karriere, og med dette års præmie er oddsene herfor fordoblet mange gange," udtaler Ladefoged.

X Factor-finalen finder sted fredag den 28. marts. DR har endnu ikke offentliggjort hvor, men i de sidste tre år har det været i Jyske Bank Boxen i Herning. På finaledagen er Jyske Bank Boxen imidlertid optaget af Cirque du Soleil, så det bliver spændende at se, om finaleshowet vender tilbage til Parken, hvor det blev afholdt i 2010, eller til DR Byen, hvor den fandt sted i 2009 og 2008. Eller måske et helt tredje sted?

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA