Ukendt Under Andet Navn udgiver album

Ukendt Under Andet Navn udgiver album

Sangeren, sangskriveren og guitaristen Henrik Olesen har en fortid som guitarist og komponist i den hedengangne brødreduo Olesen-Olesen, hvis andet medlem, sanger og tekstforfatter Peter H. Olesen nu er sanger og tekstforfatter i en anden duo, De Efterladte.

Henrik Olesen er nu aktiv under aliaset Ukendt Under Andet Navn, som 3. april udgiver sit første fuldlængdealbum, "Glade Dage i St. Vemod". Medvirkende på "Glade Dage i St. Vemod" er ud over Henrik Olesen medproducer og multimusiker Troels Bech, violinist Nils Gröndahl (Under Byen med flere), sangerinde Solveig Sandnes (Er De Sjældne, eks-Lovebites) og electronicapioner Anders Remmer (Future 3, Dub Tractor med mere).

Albummet indeholder 10 minimalistiske sange. Første sang fra albummet vil kunne høres og ses på YouTube fra den 20. marts. Albummet udkommer i cd-format og oldschool-forhandles udelukkende som stalddørssalg via Ukendt Under Andet Navns Facebook-side.

Ukendt Under Andet Navn udsendte i 2010 en selvbetitlet ep og i 2012 et minialbum, "Ekskursion".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA