Nyhed

Hør en Superhero på ny single

Superheroes- og Private-sangerinden Tanja Simonsen medvirker på dansk popduos seneste single

De to københavnske venner og musikere Jonas Knopp og Anders Nerup har sammen duoen Ode To Boy. På deres nye single, "Dreaming of Tokyo", får de fint musikalsk besøg, når Superheroes- og Private-sangerinden Tanja Simonsen låner sin rene og uskyldige vokal til nummeret. Det er samtidig første gang i syv år, at vi hører nyt fra Simonsen. Du kan nu streame et preview af "Dreaming of Tokyo" på iTunes. 

"Da vi lavede sangen, kunne vi hurtigt mærke, at Tanjas vokal ville klæde den rigtig godt", fortæller Anders, og Jonas indskyder: "Vores tanker fløj straks tilbage til Superheroes' andet album "Igloo", hvor Rocazino-sangerinden Ulla Cold gæsteoptrådte på sangen "Nightmare". Det ville vi gerne gøre efter, og vi var derfor ellevilde, da Tanja takkede ja, og vi er super glade for resultatet!"

Sangen handler om et ulige parforhold, hvor manden er mere forelsket end kvinden. For ham er alt rosenrødt, og han husker, hvordan de mødtes i Tokyos forår. Hun er dog ikke lige så dedikeret til forholdet og har været manden utro. Hun ved, forholdet ikke kan holde, da hun til stadighed drømmer om Tokyo – som er en dobbeltbetydning af både byen og den affære, hun har haft. Hun ender med at slå op med manden, og forhåbentlig finder hun tilbage til Tokyo.


Pop-duoen Ode To Boy blev dannet i foråret 2013, og de har blandt andet også udgivet singlerne "Johnny Boy", "The Beach" og "Gothenburg". Inspirationen er hentet fra new-wave-scenen, og numrene er mest up-tempo med synth og kor, hvor fokus ligger på den gode melodi og den solide hookline.

Du kan streame previewet af "Dreaming of Tokyo" på iTunes her.

 

ANNONCE