x

Pop Revo er parat med årets første navne

Pop Revo er parat med årets første navne

Den aarhusianske festival Pop Revo, der er cementeret sig som en af landets vigtigste inden for den alternative pop og grænsesøgende indie-musik, er nu klar med de første navne til årets festival. Pop Revo, der i år finder sted den 16. maj og den 17. maj, hiver tre amerikanske bands op af hatten: Future Islands, Hospitality og Speedy Ortiz.

Baltimore-trioen Future Islands (billedet) debuterede i 2008 med "Wave Like Home" og har siden udgivet de to anmelderroste "In Evening Air" (2010) og "On The Air" (2011). Amerikanerne er kendte for deres synthpop tilsat rockelementer og ikke mindst forsanger Samuel T. Herrings vokal, som varierer fra fløde til growl.

Gruppen besøgte Atlas i Aarhus for cirka to år siden, og her bemærkede GAFFAs anmelder Mikkel Drejer Bertelsen særligt Herrins vokal og kvitterede koncerten med fem ud af seks stjerner og gav denne cadeau til forsangeren: "Herrings præstation kan ikke understreges nok. Imens hans bandfæller ikke gjorde noget væsen af sig, hoppede, growlede, skreg og slog han sig selv, og på intet tidspunkt virkede nogle af disse udskejelser påtagede. Herrings gennemsnitlige udseende gjorde, at han repræsenterede samtlige fremmødte, og alle kunne relatere til smerten, bevist i de store klapsalver efter hver eneste nummer."

Future Islands udkommer den 24. marts med deres fjerde udspil "Singles", der er produceret af Chris Coady, som tidligere har arbejdet med Grizzly Bear, Beach House og Yeah Yeah Yeahs. Nedenfor kan du høre den nye single "Seasons (Waiting on You)", som varsler, hvad man kan forvente sig af amerikanerne til årets Pop Revo Festival.

Hospitality er en Brooklyn-indiepop-trio, som blev dannet i 2007 og debuterede i 2012 med det selvbetitlede album "Hospitality". For mindre end en måned siden udkom trioens andet album "Trouble", hvor bandet har bevæget sig ind i et lydunivers, der centrerer sig om den fængende melodi med det spartanske som et lige så vigtigt element. Hospitality spillede på Roskilde Festival i 2012 og gæster altså nu endnu engang Danmark til den aarhusianske festival til maj.

Dagens sidste tilføjelse er Speedy Ortiz, dannet i 2011, der hylder den støjende 90'er-lyd med Pavement og Dinasaur Jr. som helt klare idoler. Det hele startede som et soloprojekt af sangerinden Sadie Dupuis, som senere fandt sammen med medlemmerne Mike Falcone, Matt Robidoux og Darl Ferm. Bandet har to fuldlængde-album med i bagagen, når de kommer til Aarhus med "The Death of Speedy Ortiz" fra 2011 og sidste års "Major Arcana". Dog er det ikke mere end en uge siden, at Speedy Ortiz udgav ep'en "Real Hair", som er optaget og mikset af ingen ringere end Paul Golderie, der har skruet på knapperne for blandt andre Pixies og Radiohead. Er du til 90'er-guitarsoloer, slacker-lyd og støjpop, er Speedy Ortiz, hvad du skal gå efter, når de til maj gæster Pop Revo.

Pop Revo havde 10-års jubilæum sidste år, hvilket blandt andet blev fejret ved bookingen af kultbandet The Clientele, som optrådte til den første festival i Aarhus.

Billetsalget til årets festival er allerede startet, og billetter kan findes via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA