Nyhed

De fem største skandaler til The Brit Awards

I aften uddeles The Brits endnu en gang, og mon vi slipper for skandaler i år?

I aften uddeles det engelske svar på Grammyerne, The Brit Awards, for 34. gang i London. Siden 1977 har den engelske musikindustri overrakt en Brit (British Record Industry Trust) Award til primært engelske kunstnere i kategorier såsom Årets Gennembrud, Årets Gruppe osv. 

Man forsøgte første gang i 1989 med en livetransmission af begivenheden, hvor Mick Fleetwood, trommeslager i Fleetwood Mac, og brystbomben Samantha Fox var værter i et temmelig uøvet show, som fik så meget kritik i de efterfølgende dage, at det først var i 2007, at man igen forsøgte sig med at sende prisoverrækkelsen direkte.

The Brits har også været skueplads for mange dramatiske begivenheder. Det var for eksempel her, at offentligheden for sidste gang fik et glimt af Queens forsanger Freddie Mercury før hans for tidlige død, da bandet modtog prisen for "Outstanding Contribution to British Music". Det var endnu ikke offentlig viden, at Mercury var ramt af aids, men hans udmagrede udseende og det faktum, at han ikke havde kræfter til at holde en takketale signalerede, at den populære forsangers helbred var i stærkt forfald.

Mens vi venter på aftenens svar om, hvem der har vundet de eftertragtede priser, kigger vi nu tilbage på fem af de mest chokerende hændelser til Brit Awards. Hvor de amerikanske Grammyer også har haft deres sære udbrud, må man sige, at englænderne til tider formår at tage den skridtet videre  - vi har med andre ord alt fra strip til maskingeværsskudsalver ud over publikums rystende ansigter. Og her kunne man gå og tro, at det kun handlede om musikken. 


5) Ingen afbrydelser, tak

Det er ikke kun Billy Joel og Trent Reznor, der kan fnyse i forargelse over, hvordan takketaler bliver klippet i stykker og afbrudt for at holde sig til programmets tidsplan - eller for at holde annoncørernes tegnedrenge tilfredse. I 2012 trådte Adele op på podiet for at modtage prisen for Årets Engelske Album. Hun var kun få sekunder inde i sin takketale, da vært James Cordon trådte til og stoppede hende.

Programmet var løbet over tiden, og Blur stod og skulle til at spille et 11-minutter langt sæt, fordi de havde vundet prisen for "Outstanding Contribution to Music". En tydelig skuffet Adele trak sig, men luftede lige sin mellemste finger. Producerne af showet modtog efterfølgende stor kritik for at bremse den populære sangerinde. Se videoen her:

4) Slår rigtige mænd på kvinder? Girl Power!


"Do the talk, do the walk", lyder et amerikansk ordsprog. Der er ingen tvivl om, at brødrene Liam og Noel Gallagher har meget andet i munden end bløde tunger, de har også særligt grove eder. Da britpoppen rasede på sit højeste i 1997, var Liam ude med sin fæle tunge op til The Brits. Han proklamerede truende, at han ikke ville tage til ceremonien, for hvis han stødte ind i Spice Girls, ville han se sig nødsaget til at pande pigerne én på sinkadusen.


Da Spice Girls modtog prisen for Årets Single, trådte Sporty Spice, Mel C., op til mikrofonen som den sidste af pigerne, stirrede koldt ned i salen og antastede Gallagher. "Kom så og tag et sving, hvis du er hård nok!", råbte hun til den bistre forsanger, mens publikum jublede. Der var hverken slag eller blå øjne den aften. Du skal frem til de sidste ti sekunder af videoen for at se det sporty comeback:

3) Skulle du have isvand til?


Året efter var den gal igen til The Brits. Denne gang var det en skandale af politisk karakter. Bandet Chumbawamba - du husker dem måske for deres mix af drinks (vodka, lager, cider), de bliver måske slået omkuld, men de rejser sig altid igen - var ikke imponerede over, at Englands daværende vice-premierminister John Prescott deltog i ceremonien, måske i et forsøg på at virke hip og ung med de unge, som New Labour med Tony Blair i spidsen var begyndt på.

Han havde desværre ikke regnet med, at det anarkistiske band ville tage anstød, og han havde nok bestemt ikke forventet, at forsanger Danbert Nobacon ville smide en spand iskoldt vand i hovedet af ham.

Pladeselskabet forsøgte at komme med en undskyldning, men bandet stod fast på deres: "Hvis John Prescott vover at dukke op til begivenheder som The Brit Awards i et forfængeligt forsøg på at få Labour til at virke cool og trendy, så fortjener han alt, vi kan smide efter ham."


2) Tak for i aften, vi slutter karrieren her!

Duoen The KLF, bestående af Bill Drummond og Jimmy Cauty, blev hyret til at åbne ballet i 1992, og de greb muligheden for at stjæle hele rampelyset med en vanvittig optræden. De indkaldte grindcore metal-bandet Extreme Noise Terror til at fremføre en dødsmetal-version af deres dance-hit "3 a.m. Eternal", som fik dirigenten Sir George Solti til at få sin aftente galt i halsen og forlade salen i væmmelse. 

Seancen sluttede af med, at Bill Drummond gik ud på scenen med et maskingevær og affyrede blanke skud ud over hovedet på publikum, hvorefter gruppens presseansvarlige i mikrofonen annoncerede: "Mine damer og herrer, The KLF har nu forladt musikbranchen." Tal om at smække døren og gå med stil!


1) Engelsk humor - at best!

I 1996 optrådte Michael Jackson, kongen af popmusik, med sin sang "Earth Song". Det var en spektakulær optræden, et stort, pompøst sceneshow, med lidende ansigtsudtryk og børnekor. Det kunne Pulps forsanger Jarvis Cocker imidlertid ikke helt se fornuften i, så han besluttede sig for at kravle op på scenen og tage spektaklet til nærmere eftersyn.

Jarvis Cocker går undrende hen over scenen, før han blotter sin bag (underbukser stadig på!) og sin mave i retning af popkongen og bliver jaget af scenen af en irriteret sikkerhedsvagt. Disco2000-sangeren hævede senere, at det var en protest mod Jacksons optræden, som så ham fremtræde som en slags Kristus-figur omgivet af børn.


Det måske stadig mest omtalte øjeblik fra The Brits ledte også til, at politiet afhørte Cocker under mistanke af at have traumatiseret tre børn oppe på scenen, men der blev ikke lagt sag an. Du kan se den vittig forsangers storstilede protest, hvis du spoler frem til cirka 5.20 i videoen:

De nominerede til årets Brit Awards er som følger:

Best Producer


Ethan Johns
Flood & Alan Moulder
Paul Epworth

British Breakthrough Act

Bastille
Disclosure
Laura Mvula
London Grammar
Tom Odell


British Female Solo Artist

Birdy
Ellie Goulding
Jessie J
Laura Marling
Laura Mvula

British Group


Arctic Monkeys
Bastille
Disclosure
One Direction
Rudimental

British Male Solo Artist

David Bowie
Jake Bugg
James Blake
John Newman
Tom Odell


British Single

Bastille
Calvin Harris
Disclosure
Ellie Goulding
John Newman
Naughty Boy
Olly Murs
One Direction
Passenger
Rudimental

British Video

Calvin Harris
Ellie Goulding
John Newman
Naughty Boy
One Direction


Critics' Choice Award

Chlöe Howl
Ella Eyre
Sam Smith

International Female Solo Artist


Janelle Monáe
Katy Perry
Lady Gaga
Lorde
Pink

International Group

Arcade Fire
Daft Punk
Haim
Kings Of Leon
Macklemore & Ryan Lewis


International Male Solo Artist

Bruno Mars
Drake
Eminem
John Grant
Justin Timberlake

MasterCard British Album of the Year


Arctic Monkeys
Bastille
David Bowie
Disclosure
Rudimental

ANNONCE