x

Hvem topper den danske hitliste?

Hvem topper den danske hitliste?

Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger vi her på GAFFA på toppen og ugens nyheder. Der er faktisk ikke sket det store på den danske hitliste, hvor rollerne på henholdsvis album-hitlisten og track-hitilisten ligger nogenlunde som i sidste uge.

Det største spring finder vi imidlertid hos Christopher. I sidste uge skrev GAFFA, at Medina havde banet sig vej ind foran ekskæresten på track-hitlisten. Den smukke sangerinde gik direkte ind på førstepladsen med sin nye single "Jalousi", og det betød, at Christopher røg ned på en femteplads med sin andensinglen, "Crazy", fra sit kommende album. I denne uge er han imidlertid røget helt ned på en 24. plads. Tal om et dramatisk hop, der måske virker en smule "Crazy".

Albumhitlisten er forholdsvis stabil i forhold til sidste uge. Rasmus Seebach er fortsat på førstepladsen med sit stærktsælgende "Ingen Kan Love Dig I morgen" efterfulgt af den populære rapper L.O.C. på andenpladsen. Bossen, Bruce Springsteen, har fået lidt ekstra kræfter, og han er således krøbet én plads op til tredjepladsen og har skubbet Shaka Loveless én plads ned, hvad også gælder D-A-D og Carpark North. Ellers må man konkludere, at dansk musik stadig dominerer toppen af den danske hitliste.

Højeste nyhed på hitlisten er CODY, der går ind på en 18. plads med "Windshield" efterfulgt af Band of Horses med "Acoustic at the Ryman" på 19. pladsen og det polske black/death metal-band Behemoth, der er nye som nummer 34 med "The Satanist". Kom så ikke og sig, at hitlisten ikke er alsidig.

Det mest streamede nummer er stadig Medinas "Jalousi", så man må antage, at det danske publikum er mere end klar til, at popdronningen udgiver sit nye album.

Se alle danske hitlister her. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA