Nyhed

Kasper & Kylie

Kasper Winding er kommet på tale som producer for den australske nattergal

24timer skriver, at den danske musiker, producer og sangskriver Kasper Winding, der blandt andet har skrevet evigt grønne "Sjæl I Flammer" fra politiserien "Én Gang Strømer", er blevet kontaktet fra den anden side af kloden. Det er ingen ringere end den netop kræft-raskmeldte australske nattergal Kylie Minogue, som har fået fat i danskeren.

Minogue forbereder en ny plade til næste år og dermed tilbagekomst til en aktiv rolle i showbizz. Hun er derfor ude for at lede efter producere.

"Jeg er blevet bedt om at skrive og producere ét af numrene til hendes næste album, men i den her verden ved man jo ikke, hvilken vej vinden blæser, så på nuværende tidspunkt kan jeg ikke vide, om det bliver en realitet", siger Kasper Winding til 24timer.


Winding har produceret både for C.V. Jørgensen, Maya Albana og Caroline Henderson. Det er dog sandsynligvis ikke disse kunstneres bedrifter, der har fået Kylie til at tage kontakt.

Australieren har sandsynligvis overhørt et London-undergrunds-hit ved navn "Speechless", der hen over sommeren plagede den engelske hovedstads klubber. Nummeret var lavet af en vis Domestika. Bag dette navn gemmer Kasper Winding sig, og han tror selv, at det må være dette nummer, der har fået Kylie til at spidse ører.


Domestikas hjemmeside

ANNONCE