Nyhed

Hymns From Nineveh live – skønhed, kærlighed og fællesskab

Vi har fanget sanger og sangskriver Jonas H. Petersen for at høre lidt om gruppens kommende turné

Fra 27. februar og en måneds tid frem vil det være muligt at opleve danske Hymns From Nineveh på diverse spillesteder i Danmark. Sanger og sangskriver Jonas H. Petersen og hans fire mand store band vil indtage scenen i 14 danske byer.

I september udgav Hymns From Nineveh det tredje studiealbum "Visions," der fik meget flotte anmeldelser. GAFFAs Michael José Gonzalez kvitterede med fem ud af seks stjerner under overskriften "More is more på stort anlagt, flot og formfuldendt treer fra Jonas H. Petersen og Co."

Hymns from Nineveh blev dannet tilbage i 2007 af Jonas H. Petersen, som søgte en håndgribelig ramme for sit musikalske udtryk, der kunne udvide sig og inspirere til ny sangskrivning. Med reference til den assyriske by Nineveh, som i bibelsk optik er en fortabt by, blev Hymns from Nineveh skabt som udgangspunktet, hvorfra frontmandens melodiøse hymner og elegier opstår.


GAFFA har fanget Jonas H. Petersen for at høre lidt om, hvad vi kan forvente på turnéen:

Hvordan er det gået i øvelokalet?
 
– Det har været en god, kreativ proces i øveren, hvor vi har omarrangeret nogle ældre og forberedt nogle hidtil uhørte sange. Det er godt, fordi vi forbåbentlig derved undgår at gå på automatpilot.
 
Hvad kan vi forvente af koncerterne?
 
– Ud over et forhåbentligt relativt sammenspillet band, der strækker sig til det yderste for at levere en god oplevelse, så håber jeg, at man vil opleve skønhed, kærlighed og fællesskab. I den gode koncert opstår et symbiotisk fællesskab mellem dem, der spiller, og dem, der lytter - og de øjeblikke er nogle af de smukkeste, der findes.
 
Hvad gør I, lige inden I går på scenen?
 
– Vi samles i den der obligatoriske rundkreds, står og kigger hinanden i øjnene og roser hinanden og minder hinanden om, hvor heldige vi er, at vi kan spille for de mennesker, der står i salen og venter. Så beder jeg en bøn, og så råber vi højt. Det er et meget kærligt øjeblik.
 
Hvad står der på jeres forplejningsliste?
 
– Af en rock og rul-liste at være er den vist efterhånden relativt sund. Sund mad, frugt, nødder, Limfjordsporter og sårn.
 
Hvad hører I i turbussen?
– Det afhænger lidt af, hvem, der er dj på det pågældende tidspunkt. Vores trommeslager, Andreas, har en idé om, at han er den bedste dj i bussen. Han veksler mellem god, svensk popmusik og De Nattergale spillet blødende højt. Ellers hører vi en del Spids Nøgenhat, The Velvet Underground og sidst, men slet ikke mindst et nummer, vi kan udenad: "Fest" med Morten Breum feat. Nik og Jay. Det er alt i alt en skøn blanding.

Alle steder og datoer kan du se her:


27.02.2014 Rødovre, Viften

28.02.2014 Kolding, Godset

01.03.2014 Aarhus, VoxHall


08.03.2014 Herning, Fermaten

08.03.2014 Horsens, KulisseLageret

13.03.2014 København, Copenhagen JazzHouse


14.03.2014 Viborg, Paletten

15.03.2014 Frederikshavn, Det Musiske Hus

19.03.2014: Forbrændingen, Albertslund


20.03.2014 Aalborg, Studenterhuset Aalborg

21.03.2014 Vordingborg, Stars

22.03.2014 Køge, Tapperiet


27.03.2014 Roskilde, Gimle

28.03.2014 Vejle, Bygningen

29.03.2014 Odense, Kulturmaskinen


Billetter til den kommende tour kan findes vis GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider.

 

ANNONCE