Ungt elektronisk talent giver første koncert i Danmark - og det bliver også hans eneste optræden her i år
Den unge hollandske dj Martin Garrix kommer til dette års Skive Festival. Det har festivalen netop annonceret. Det bliver første gang, at det hollandske talent gæster Danmark, og samtidig bliver koncerten på Skive Festival hans eneste koncert i Danmark i år. Martin Garrix spiller sammen med Kongsted op på Store Scene, Grundlovsdag - torsdag den 5. juni.
I en alder af kun 17 år er det unge talent meget efterspurgt. Han har pt. over 250 millioner views på YouTube. Den unge hollænder debuterede som dj på en natklub i Holland i en alder af imponerende 13 år, og har ikke set sig tilbage siden.
Den hollandske dj har taget musikverdenen med storm og har i løbet af sin korte kometkarriere allerede leveret flere elektroniske hits, der har indtaget de internationale hitlister og radiostationer. Martin Garrix slog for alvor igennem med storhittet "Animals", der har rundet over 165 millioner visninger på YouTube. Han blev med "Animals" den yngste artist i historien til at nå 1. pladsen på Beatports Top Song Chart, og lå på 1. pladsen i fire uger i træk. Se videoen til sangen nedenfor.
"Jeg har haft den melodi i hovedet, siden jeg var 12. Den har rumsteret siden da, og jeg ønskede længe at gøre noget ved det. "Droppet" er så anderledes. Det føles som at være inde i en jungle.", fortæller Garrix.
Han er for tiden aktuel med singlerne "Wizard" og den nyeste single "Helicopter", der udkom i mandags. I sidste weekend spillede han foran tisusindvis af fans til Ultra South Africa, og i næste måned er det Australien, der står for tur, inden han spiller som et hovednavnene til verdens største elektroniske festival Ultra Miami i slutningen af marts. Herefter gælder det Coachella Music Festival, hvor han skal optræde foran 130.000 tilskuere.
Skive Festival 2014 foregår fra den 5. til den 7. juni med warm up fra den 4. juni.
Billetsalget er allerede i gang, og billetter kan findes via billetnet.dk eller skivefestival.dk.