Nyhed

Se Miley Cyrus optræde med The Flaming Lips

Den allestedsnærværende sangerinde fik fornemt besøg under koncert i L.A

Hun har tidligere optrådt med Madonna, The Roots og skal blandt andet være med på Pharrells kommende album. I går udvidede den omdiskuterede Miley Cyrus repertoiret, idet hun under en koncert i Los Angeles fik besøg af Wayne Coyne og Steven Drozd fra The Flaming Lips.

Sammen fremførte de The Flaming Lips-sangen "Yoshimi Battles The Pink Robots Part 1.", der stammer fra amerikanernes tiende album af samme navn, udgivet i 2002. "Jeg er så bange. Fuck, jeg fortalte dig det jo før vi gik på, at jeg var bange" siger den 21-årige Miley henvendt til forsangeren i det populære amerikanske band, før de synger den tolv år gamle sang i duet.

Wayne Coyne, som var med til at danne The Flaming Lips i 1983, har tidligere udvist sin begejstring for den grænseoverskridende sangerinde: "Jeg elsker hendes æstetik mere end Lady Gaga, som dette år får mig til at tænke "Ta' mig seriøs", mens Miley Cyrus har "Jeg er pisse ligeglad", hvilket jeg synes er meget sjovere." fortalte den 53-årige forsanger til det amerikanske musikmagasin The Rolling Stone sidste år.


Se de tre fremføre "Yoshimi Battles The Pink Robots Part 1." herunder

ANNONCE