x

Guide: Her er weekendens bedste koncerter

Guide: Her er weekendens bedste koncerter

Solen skinner, foråret er så små kommet, og weekenden nærmer sig, og traditionen tro bringer GAFFA en guide til weekendens mest spændende koncerter over hele landet – husk, at du altid kan kigge på GAFFA Live og se endnu flere muligheder end blot dem, vi her anbefaler. 

 

FREDAG DEN 28. FEBRUAR

København

Thee Attacks-afslutningskoncert: Kayak Bar klokken 21:00

Den 10. februar udmeldte det danske rockband Thee Attacks, at de stopper som band. Dog ønsker de at takke deres fans for støtten ved at holde et par sidste koncerter, som altså løber af stablen på blandt andet Kayak Bar i København. Efter koncerten vil der være dj's og fest til langt ud på natten, og baren har lovet, at hvis vejret bliver til den varme side, vil de fyre op for deres udendørs sauna, så man kan vaske dansesveden af sig i havnen og varme sig i 80 graders saunaen. Dagen efter, det vil sige lørdag, giver bandet i øvrigt endnu en afslutningskoncert og dermed deres allersidste optræden på hjemmebane i Studenterhuset i Aalborg.

Aarhus

Green Lives-releasefest: Atlas klokken 20:00

De startede tilbage i 2008, blev "Månedens Demo" i GAFFA samme år, udgav singlen "Green Lives", blev straks booket til Spot Festival, skrev kontrakt med Mermaid Records og udgav den ligeledes selvbetitlede ep i 2012. I mandags udgav de deres debutalbum, "The Years", og det skal selvfølgelig fejres. Bandet spiller pladens 16 numre og får følgeskab på scenen af i alt seks venner og musikkolleger, som hver fremfører én af bandets primært ældre sange. De seks musikere, som fremfører Green Lives' sange, er Ida Wenøe (Boho Dancer), Snævar Njáll Albertsson (Dad Rocks!), Niklas Frost (The Olympics), Asbjørn Hvelplund (Bunker), Mathias Slot (King's Light Infantry) og Martin Sahlertz (Annasaid).

Fossils-releasefest: Radar klokken 20:00

Er du til musik, der er mere rå, hård, beskidt, hurtig og i-dit-ansigt, finder der en anden releasefest sted i Aarhus fredag den 28. februar. Lokalbandet Fossils - duoen, som består af Simon Tornby (bas) og Per Silkjær (trommer) - holder release på deres nye album "Flesh Hammer", som de spiller fra ende til anden denne aften. Duoen skal opleves og ikke beskrives, men skal man gøre forsøget, er power-math-heavyrock måske et bud på, hvad Fossils lyder som. Releasefesten byder på mere end kødrock, idet duoen har sikret sig gæsteoptrædener af blandt andre Kim Kix (Power Solo), Marie Højlund (Marybell Katastrophy), Mads Strobberup & Jacob Elving (Cola Freaks).

Aalborg

CODY: Studenterhuset Aalborg klokken 21:00

Det anmelderroste band CODY udsendte deres tredje langspiller den 10. februar, og det fejrer de selvfølgelig ved at tage på turné. Det bringer dem forbi Aalborg, hvor sættet kommer til at tage udgangspunkt i "Windshield", som det nye album hedder. Post-folk, som bandet selv betegner det, er, hvad du kan forvente denne fredag aften i ålleren. Gruppen spiller også på Fermaten i Herning 1. marts og Stars i Aalborg 2. marts. Se hele turnéplanen her.

Kolding

Hymns From Nineveh: Godset klokken 20:00

Spillestedet inviterer indenfor til rendyrket indie-folk, når soloprojektet Hymns From Nineveh af Jonas H. Petersen giver koncert. Når den følsomme mand spiller live, har han sit band med, som giver de smukke viser et passende storladent lydbillede. Hymns From Nineveh spiller også på VoxHall 1. marts

Aabenraa

Kissaway Trail: Nygadehuset klokken 21:00

Hvis du blender Nirvana, Smashing Pumpkins, The Flaming Lips og Black Rebel Motorcycle Club sammen, har du nogenlunde lyden af det danske band Kissaway Trail. Lyder det ikke værst, skal du selvfølgelig til møde op på Nygadehuset for at høre en god omgang rock uden så meget pis. Gruppen spiller også på deres gamle hjemmebane på Posten i Odense 1. marts.

 

LØRDAG DEN 1. MARTS

København

Teitur + filmpremiere: Cinemateket klokken 16:45

Færingen Teitur slutter sin igangværende turné af med en ganske særlig aften i den københavnske biograf Cinemateket. Den færøske sanger og sangskriver spiller et akustisk sæt, inden det bliver muligt at opleve den interaktive film "Story Music", som handler om tilblivelsen af Teiturs seneste udspil af samme navn. Arrangementet er en del af årets MusikFilm Festival, der starter selvsamme aften. Efter Teitur-koncerten og den interaktive film kan du passende blive i biografen og se den legendariske Woodstock-koncert med Jimi Hendrix i en helt ny, forbedret udgave.

Forbrændingens 18-års fødselsdag: Den Sorte Skole: Forbrændingen klokken 21:00

Spillestedet i Albertslund har eksisteret i 18 år, og det bliver fejret med en koncert med Den Sorte Skole. Den unikke sampler-duos koncert kommer til at tage udgangspunkt i albummet "Lektion III", men man kan også forvente sig nye sange, og ikke mindst medbringer Den Sorte Skole endnu engang kunstnergruppen Dark Matters, som skal stå for det visuelle udtryk. Og lad det være sagt med det samme, de skuffer aldrig og er blandt nogle af de førende inden for nytænkning af visuels. Her er der garanteret feststemning.

 

SØNDAG DEN 2. MARTS

København

The William Blakes-Fastelavnsfest: Amager Bio klokken 20:00

Det er allerede blevet en tradition, og nu inviterer The William Blakes endnu engang indenfor til årets fastelavnsfest på spillestedet Amager Bio. Vanen tro udvælger det populære band en masse musikere, som skal spille i løbet af aftenen, og der plejer gerne at komme nye navne og andre sjove tiltag i løbet af udklædningsaftenen. Dreamers' Circus, Jens Haack, T.S Høeg, Martin Hedegaard (X Factor-vinder fra 2008), Sussie Luscinia Nielsen, Thomas Andersson, Hugo Rasmussen og Stefan Pasborg er blandt dem, der skal optræde i år. Med alle disse spændende musikalske indslag møder du selvfølgelig op udklædt.

Of Montreal: Bremen Teater klokken 20:00

Of Montreal er centreret omkring den flamboyante sanger og sangskriver Kevin Barnes, som siden 1997 har udsendt hele 12 album, der har manifesteret bandet som et af indie-poppens originale og musikalsk bredtfavnende navne. Nu vender Kevin Barnes og co. tilbage til Danmark, når han gæster årets Frost Festival. Hvis du synes, at weekenden generelt er for kort og stadig har en del fest tilbage i kroppen om søndagen, ja, så er der nærmest mødepligt til denne koncert, der nok skal få dig til at glemme, at mandagen aldrig har været tættere på.

God weekend derude!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA