Nyhed

Nordic Music Prize – og vinderen er...

Den prestigefyldte nordiske musikpris er netop blevet uddelt i Oslo

For fjerde år i træk uddeler branchefestivalen by:Larm i Oslo en pris til 2013's bedste nordiske album. Nordic Music Prize, som er den nordiske pendant til den prestigefyldte engelske Mercury Prize, bliver givet til et af de 12 nominerede album, der er blevet indstillet af den nordiske jury bestående af musikbranchefolk fra hele Norden, herblandt to repræsentanter for GAFFA. I aften er det så den internationale jury, der har taget stilling til, hvilken kunstner der modtager den prestigefyldte pris.

Den svenske elektro-duo The Knife (billedet) løber i år med prisen "Best Nordic Album of the Year" for dobbeltalbummet "Shaking The Habitual". Med i prisen, som de foregående år er blevet tildelt islandske Jónsi (2010), svenske Goran Kajfes (2011) og ligeledes svenske First Aid Kit (2012), følger 5000 euro. Sverige har altså vundet prisen tre ud af fire gange.

Juryen udtaler:

"Dette års vinder af Nordic Music Prize er radikal på så mange niveauer. Tekstmæssigt, visuelt, musikalsk og politisk. Det er et modigt og udfordrende værk. På én gang blændende nutidigt og totalt kompromisløst. Kunstnerne har selv beskrevet denne plade som "en leg med folks tid og opmærksomhed – i en tid, hvor ingen synes at have nogen." "Shaking the Habitual" er meget mere end en samling af sange, det er et komplet statement."
 
Juryen bestod i år af:
Andres Lokko – Journalist, Sverige
Laurence Bell – Domino Records, Storbritannien
Jeannette Lee – Rough Trade Records, Storbritannien
Jonathan Galkin – DFA Records, USA

GAFFAs anmelder Ras Bolding var nogenlunde på linje med juryen, da han i sin tid tildelte "Shaking the Habitual" fem stjerner og blandt andet skrev følgende: "'Shaking The Habitual' er et album, der i det store hele underspiller The Knifes ellers veludviklede melodiske sans til fordel for større fokus på lyd og stemning. Og er det så godt eller skidt? Både og, vil jeg sige, for man vinder lidt, og man taber lidt. Selvom der bestemt bydes på fine melodiske passager, så står de ikke lige så skarpt som på Deep Cuts og Silent Shout, men i stedet giver den udvidede længde mulighed for at dykke dybere ned i lydrejserne. Jeg kniber mig op på fem stjerner, ikke mindst for modet bag en udgivelse som denne." Læs hele anmeldelsen
 
De 12 nominerede til Nordic Music Prize var som følger:
Atlanter 'Vidde' (Norge)
Death Hawks 'Death Hawks' (Finland)
Hjaltalín 'Enter 4′ (Island)
Iceage 'You're Nothing' (Danmark)
Jenny Hval 'Innocence Is Kinky' (Norge)
The Knife 'Shaking The Habitual' (Danmark)
Minä ja Ville Ahonen 'Mia' (Finland)
Mona & Maria 'My Sun' (Norge)
Múm 'Smilewound' (Island)
Rhye 'Woman' (Danmark)
Synd Og Skam 'Lad Mig Falde Ind Til Dig/Center' (Danmark)
Jenny Wilson 'Demand The Impossible' (Sverige) 


Hør albummet nedenfor på WiMP eller Spotify:


ANNONCE