WhoMadeWho – Vi er rastløse sjæle

Læser man den officielle pressemeddelelse til Dreams, bliver det vægtet, at WhoMadeWho denne gang har vendt gøglergenet ryggen og i stedet givet anderledes plads til seriøsitet og dybde. En sandhed med visse modifikationer, når man går Jeppe, Tomas og Tomas på klingen. De fastholder dog, at udtrykket på Dreams er et andet end tidligere, og at der denne gang er arbejdet helt bevidst, seriøst og målrettet mod det færdige resultat, i stedet for som ofte tidligere at lade tilfældighederne og de pludselige – gerne totalt crazy – indskydelser råde. Kunsten at balance og destillere humor og alvor er vel nærmest en universel udfordring, som er blevet forsøgt med mere eller mindre held i alle slags former for kunst og kultur – og for den sags skyld mennesker imellem kloden rundt.

Den som kun tager spøg for spøg...

Nok sjældent bedre udtrykt end i Piet Heins klassiske Gruk:

"Den, som kun ta'r spøg for spøg, og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt."

Med udgangspunkt i samme bad GAFFA Kjellberg, Høffding og Barfod om at forholde sig til denne klassiske dualitet i forhold til såvel eget udtryk og udvikling, som andres livtag med samme.

Tomas Høffding: – Vi har altid været en sæk lopper, og det ville have været det letteste at fortsætte i vores "indie-cool", let venstreorienterede stil. Iklædt skeletter eller andre crazy udklædninger, men vi havde lyst til noget andet og mere denne gang.

Tomas Barfod: – I starten var vi ikke specielt seriøse.

Høffding: – Det er jeg ikke helt enig i. Flere af os havde gang i "seriøse", "karrieremindede" projekter som Garbo (Høffding, som i 2007 udtalte her i bladet, at bandet drejede nøglen rundt grundet dårlige salgstal, red.) og Filur (Barfod, red,). WhoMadeWho blev en legeplads, hvor man havde lov til at skeje totalt ud og prøve hvad som helst af, men jeg mener, at vi var seriøse i forhold til at være musikalsk up front, grænsebrydende og relevante. Havde det kun været "for sjov", havde vi nok ikke spillet til modeshows og på kunstgallerier. Forskellen denne gang er, at vi turde at stille væsentligt større krav til sangskrivning, komposition og indspilning. Vi er gået ret målrettet efter en form for kvalitet, dybde og holdbarhed, hvilket meget tænkeligt kommer til at dele vandene.

Jeppe Kjellberg: – For at understøtte den retning, har vi allieret os med produceren Tim McEwan, som har en lang liste for ambitiøs, moderne hitliste-pop bag sig. Bandet er i en evig transformation, vi kigger altid efter nye retninger. Det er både vores svaghed og styrke, vi er rastløse sjæle. For eksempel var der en tysk pladeselskabsmand, der sagde: "I skal bare blive ved med at optræde i de skeletter, så kan vi markedsføre jer virkelig godt." Dagen efter droppede vi skeletterne.

Barfod: – Tænk at stå og være 40 år og fanget i et giraf-kostume, tanken er næsten ikke til at bære.

Uforudsigelighed en grundforudsætning

Høffding: – Det fede ved det her band er, at vi bliver ved med at udvikle os. Vi har fået rigtigt meget succes, rigtigt mange forskellige steder. Alligevel er vi efter 10 år stadig i udvikling og på vej op. Det er fedt.

Barfod: – Humoren og et vist element af uforudsigelighed vil altid være en del af WhoMadeWho, men der skal være balance i tingene, og den drengede charme kan med tiden både stivne og krakelere. Det er meget sjovt, når ens lille søn taler sort og vælter rundt på sine små stolper og laver sjove bevægelser. Men er han blevet 15 år gammel, savler ved bordet, ikke er i stand til at håndtere kniv og gaffel og tale rent, er det knapt så charmerende.

Lortekoncert i Berlin

Jeppe: – Helt konkret spillede vi en elendig koncert i går i Berlin. Vi var udmattede efter en rejsedag med otte en halv timers interviews i træk. Vi spillede elendigt. For fem år siden ville vi have grinet af det og syntes, det var meget cool, nu føles det sgu nærmere lidt pinligt. Men tilbage til kernen, vi har altid arbejdet med skismaet mellem humor og alvor, og vi har det stadig vildt sjovt sammen. Både i studiet og på scenen.

Barfod: – Grundliggende er det utroligt vigtigt at have det sjovt, også i sit arbejde – uanset hvad man laver, og hvor hårdt man arbejder. Og det, at vi har så meget erfaring og så mange individuelle kvaliteter, gør også, at vi har mulighed for at prøve alle mulige ting af på et rimeligt kvalificeret niveau. Det giver en kæmpe frihed, og det er sjovt.

Høffding: – Det siger også noget om kernen i WhoMadeWho. Mange bands opstår af en fælles kærlighed til en genre eller ligefrem et enkelt band. Her er vi modsat det totale kludetæppe med rødder, fortid og kærlighed til vidt forskellige genrer og stilarter. Det gør, at der altid vil være en diversitet i bandet. Livsnydersekvensen sætter vi meget højt.

Jeppe: – Jeg tør godt at sige, at vi er et sindssygt fedt live-orkester, der evner at balancere med både klovnen og seriøsiteten på samme tid. Det ved og mærker vores publikum også.

Høffding: – Som jeg ser det, er vi gode til at rumme hinanden, også når vi hver især er pisse irriterende. Der er en god "vibe" omkring orkesteret, som går igen hos venner, fans og på Facebook. Vi er et godt sted, men langtfra færdige. Der kommer mere.

Artister og andre dødelige, som mestrer kunsten at balance polerne alvor og humor – ifølge WhoMadeWho:

Tom Waits: Han kan være gravalvorlig, dyb og nærmest skræmmende. Samtidig har manden den vildeste humor, hvilken man blandt andet kan se i flere videoklip fra hans hjemby. (Høffding)

Nick Cave: Det samme gælder for "hulemanden" Nick Cave, som har lavet dødsdrevet dommedagsmusik. Han kan være særdeles alvorlig, men han har også glimt i øjet og en crazy, ofte kulsort humor. (Barfod)

Tyskere: De har langt mere humor end deres rygte, og en humor, der går rigtig godt i spænd med vores og i det hele taget den danske. Kartoffelhumor med ironi, men ingen jokes om krigen, det er ikke sjovt. Som danskere ved vi godt, at vi kommer fra et lille bitte land fyldt med sand og ikke kan blæse os alt for stort op. Tyskerne er mange og stærke, men så har de lige Hitler i baghovedet og ved, at de lige skal holde lidt på bremsen indimellem. (WMW)

Rammstein: Det er voluminøst, gigantisk og dybt seriøst, og samtidigt er man fuldstændig flad af grin. Så flirter de uhæmmet med det bombastiske nationalistiske, som er det rene dynamit, landets historie taget i betragtning. Men hvordan kan man lade være med at overgive sig, når et band har en kæmpe pik, der spermer ud over publikum som en del af scenekonstruktionen? (Høffding)

Benny Andersen og Povl Dissing: Dissings utilslørede vanvid, stemme, ansigtsudtryk og kropsprog, koblet med livsklog og rørende poesi (Høffing)

Coen-brødrene: For eksempel Fargo, der både er sjov, trist og melankolsk. (Barfod)

Dirch: Både filmen og personen er et billede på en kunstner, der ønsker at være seriøs, men som er fanget og låst i sin rolle. Folk griner automatisk, bare han viser sit ansigt. (Jeppe)

Don Quixote: (Cervantes klassiker fra 1615). Jeg har altid haft en svaghed for anti-helte, og Don Quixote er jo både en naragtig ridder, der slås med imaginære får og vindmøller, men også en idealist (i bogen genialt sat op mod sin jordbundne modpol, væbneren Sancho Panza, red). (Jeppe)

Franquin: (Tegneren bag Spirillen, Vakse Viggo, Splint & Co, De Sorte Sider med mere). Viggo er indbegrebet af dovenskab, men overalt lurer humor og menneskelig indsigt. (Barfod)

Huskmitnavn: Han har det. (Høffding)

Tommy Seebach: Han var en gudbenådet sangskriver, der blev fanget ind i et stivnet smil. Han havde talentet og kreativiteten, men det gik lidt galt. Fanget i sin rolle som Dirch Passer. En anden tid ...

I dag tror jeg, at folk er mere åbne over for diversitet og udvikling. (Jeppe)

Breaking Bad: Walt fra tv-serien er et sjovt eksempel på en nutidig karakter, der udvikler sig markant over tid. WhoMadeWho har over de sidste tre plader også været i gang med sådan en udvikling. (Jeppe)

Jeff Koons: Er ikke nødvendigvis den store fan, men har lidt optur over at sammenligne WhoMadeWho med for eksempel den gigantiske lyserøde ballonhund, som han på et tidspunkt anbragte på Versailles. (Jeppe)

De bedste kunstnere: Man ser, ler, bliver provokeret, kommer måske i tanker om noget fra sin barndom, bliver rørt, danser i affekt. De bedste kunstnere forstår på forunderlig vis med de mest enkle streger at ramme os mennesker dybt i sjælen. Uanset om det er med malerier, musik, lyrik, eller med en stor lyserød hund... Der er bare noget, der rammer en. Jeg mener, at live-bandet WMW rummer noget af det der. Noget af det der er svært at sætte ord på. Noget ur-menneskeligt.

Musik til både krop og hjerne. Uden unødvendige omsvøb. Men vi er kun lige begyndt. (Jeppe)