x

Chorus Grant – Veteran på 32 år

Chorus Grant – Veteran på 32 år

Kristian Finne Kristensen, enemanden bag Chorus Grant, har prøvet det hele. Han vandt DM i Rock i '98 med skolekammeraterne i bandet Soft Porn, han turnerede verden som frontmand i The River Phoenix og senere som hyret hånd i The Fashion, han medvirkede på anmelderroste album med The Green Pitch, og nu er han klar med sit andet soloalbum, Space.

Til trods for den store aktivitet virker den rolige hovedperson stadig som et ubeskrevet blad for det gængse danske publikum. Udeblivelsen af det såkaldt store gennembrud passer ham dog udmærket. Hans forhold til musik er mere baseret på valget forstået som livsskæbne end som valget af en decideret karriere.

Du er opvokset på Bornholm med en far, der i sine teenageår spillede i et lokalt band. Hvordan har det indvirket på din musikalske løbebane?

– Min fars tid som bassist i The Vanguards er egentlig noget, jeg selv har gravet op af fortiden og ønsket at undersøge og give værdi. Hans musikkarriere udspillede sig i hans sene teenageår, og derfor var egentlig musikudøvelse meget lidt til stede i vores hjem, før jeg selv fik en gammel spansk guitar og begyndte at spille og skrive sange. Bornholms afsondrethed gav tid og rum til det, og det affødte en passion for at skrive mine egne sange. Min barndom og tidlige teenageår var en smuk osteklokke på den måde.

Du vandt DM i Rock i 1998. Da var du 16 år gammel. Hvordan var det?

– Det var absolut en vild periode med heftige oplevelser. Helt grundlæggende var der dengang en følelse af, at DM i Rock var vejen frem inden for originalmusik. Det at vinde føltes naturligvis som en stor bedrift på det tidspunkt. Jeg husker blandt andet en ung Kasper Eistrup fra Kashmir, som kom ind og sagde "hej!" og "spil fedt!" i baglokalet umiddelbart før finalekoncerten, og også at et af de tabende bands drillende sang: "Det er svært at være 11 år" lige op i mit fjæs, efter vi havde vundet.

 

Grunge-mentalitet

Senere har du turnéret Europa, levede det op til dine forestillinger om rock'n'roll?

– Vi var vilde dengang. På en eller anden mærkelig måde ville vi måske nærmest ødelægge det for os selv. Der var en eller anden form for grunge-mentalitet, hvis man kan tale om det – og en æstetik i at være ligeglad.

– Jeg blev engang anholdt i München og måtte tilbringe en halv nat på politistationen. Det var ikke sjovt, fordi myndighederne er pænt hardcore dernede i Bayernområdet. Jeg husker også en nat i San Antonio, hvor The River Phoenix var blevet indlogeret privat efter en festival. Vedkommende, som lagde lejlighed til, virkede som et decideret crackhead og sad mumlende uden for hoveddøren og ventede på, at vi var "færdige" med at sove. Jeg har virkelig mange gode minder fra årene der er gået, og også mange, der ikke lige kan nævnes her.

Du har også spillet branchefestivalen South By South West i Austin, Texas hele to gange. Hvordan er det som dansk band at stå i det forjættede USA?

– Det står som noget spændende og eksotisk, jeg har fået lov at opleve i bandsammenhæng. Ikke nødvendigvis fordi det havde nogen stor gevinst eller eftereffekt, men simpelthen fordi, det var sådan nogle unikke dage under fremmede himmelstrøg. Det er en meget speciel blanding af drømmeland og reality check. Jeg har aldrig været skuffet, når jeg er vendt hjem fra de ture. Jeg har været opfyldt af oplevelser og altid med ambitioner om mere.

Hvordan adskiller det sig at være solo frem for i et band? Og har det påvirket din lyd?

– Mine tidligere bands har alt sammen været det helt rigtige på det givne tidspunkt. Det var fantastisk at have noget så særligt som et hårdtarbejdende rockband med ens bedste venner i hele min tidlige ungdom. I Chorus Grant er det befriende at træffe alle kunstneriske beslutninger selv og omgå den demokratiske proces. Jeg begraver mig i sangene. Det er nødvendigt for mig med min solomusik, det er vigtigt for mig at have det personlige rum. Der er ikke nogen specifik grund til mine musikalske skift igennem tiden. Det er kun drevet af lyst og naturlig udvikling. Jeg prøver at lytte til hjertet og ønsker så vidt muligt at gøre ting, der føles naturlige og rigtige, når det angår musik.

 

Jeg vil opleve verden

Hvad er dit ambitionsniveau med Chorus Grant?

– Jeg er meget interesseret i at opleve verden – så vidt det er muligt. Den ændrer sig jo hele tiden, og det samme gør man selv. Det føles som om, der stadig er noget uforløst i mine sange, og det er fedt at vide, at der stadig er folk i musikbranchen, som også føler det sådan. Det er jo samtidig en del af min drivkraft, at jeg har folk, der stadig tror på mig og min musik. Hvis nu mit første band Soft Porn var blevet datidens svar på Dúné, tror jeg også, at det ville være anderledes, så ville jeg måske have siddet fast i en bestemt æske, og det ville måske have været sværere for mig at komme med noget helt nyt.

– I forhold til mit pladeselskab er det nok det mest tjekkede samarbejde, jeg nogensinde har haft. De gør alt for at få min musik ud. Jeg har det sådan lidt: Nu har jeg lavet en ny plade, og jeg tager alle mine æg og lægger i jeres kurv, og så ser vi, hvor langt vi kan flyve sammen. Men jeg er stadig klar over, at det har svære vilkår, det er stort set umuligt at leve af musik i Danmark. Med alderen er der da også kommet andre forpligtigelser ud over musikken, som måske er nemmere at se gennem fingrene med, når man er 20 år og bare vil derudad. På den måde ligger det hele tiden på vippen, hvordan får jeg det til at gå op. Det lyder lidt negativt, men der er sådan en slags realismegrad, der gør sig gældende, for man vil jo gerne have tag over hovedet og mad på bordet. Men jeg håber, at jeg finder en form, der passer til mig.

Kan vi så forvente koncerter med dig i ind- og udland i løbet af dette år?

– Jeg er åben for hvad end, der måtte blive muligt i forhold til live-koncerter. Jeg gør ikke noget krampagtigt for at følge op på noget bestemt i internationalt øjemed, men jeg er meget åben over for de muligheder, der måtte opstå. Den store styrke ligger nok i at fokusere på den helt konkrete musik, og det er vel nærmest det bedste, man kan gøre og så ikke tænke så meget på alt det andet, men bare nyde det, der lykkes og sørge for at have noget på hjerte.

– Derudover glæder jeg mig bare til Space udkommer og håber, at folk vil lytte til den, og jeg glæder mig over mit nye samarbejde med pladeselskabet Tambourhinoceros og den rejse, vi skal ud på sammen.

Og hvad er der lige med det navn? Et ordspil på "det store omkvæd"?

– Ja, noget i den retning. Ole Omkvæd-stilen eller "en tilladelse til omkvæd". Et mærkeligt mandenavn. Et fantasinavn, der både kan referere til én person eller en gruppe af mennesker.

 

Space udkom 24. februar på Tambourhinoceros

 

Inspirationskilder

Det er de store amerikanske sangskrivere, Chorus Grant er inspireret af.

Elliott Smith døde i 2003 under tragiske omstændigheder og er siden blevet for denne generation, hvad den engelske sangskriver Nick Drake var for sin.

– Jeg elsker Elliott Smiths musik, og det helt særlige rum den er at være i. The Beatles spøgte i ham på en sådan måde, at det gør mig helt blød i knæene.

Det alternative rockband Wilco er kendt for at gøre tingene på deres egen måde. Ligesom hos Smith spøger Beatles hist og pist i sangskrivningen.

– Wilco er et godt band fra Chicago, der er spændende at følge med i, og som nogle af mine venner synes, min musik er i familie med.

Cass McCombs er en nomade både i livet og i sin musik. Rygtet vil vide, at hans gravsten skal indgraveres: "Home at last".

– Cass McCombs kræver tålmodighed. Musikken er en kæmpe gave til enhver, der vil dedikere tiden til det, og til den som nyder kongesange serveret uden tilbehør.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA