Nyhed

Trentemøller: Forvent et mega-sammenspillet band

Vi har fanget elektronikamusikeren, der giver koncert i Danmark 8. marts

Trentemøller giver koncert på VoxHall i Aarhus. Det bliver lørdag den 8. marts i forbindelse med en ny Europaturné, hvor den danske kunstner besøger nogle af de byer, der blev sprunget over i sidste omgang.

GAFFAs anmelder Christina Majcher var overordentligt begejstret for koncerten i Vega i november og gav fem ud af seks stjerner under overskriften "Er Trentemøller den elektroniske musiks Jimi Hendrix? Det var der fans, der mente fredag aften i Store Vega." Derudover skrev hun blandt andet: "Der er en forbløffende spændvidde i Trentemøllers lydlandskaber. Det mesterlige er, hvor ubesværet og sømløst han og bandet bevæger sig fra det ene til det andet. Og hvor sammenhængende det lyder. Fra Depeche Mode-dundrende dansebeats til The Doors-agtig syrerock. Fra twang til Talking Heads. Fra melankoli til fest."

Vi har stillet Trentemøller fem hurtige spørgsmål om koncerten.


Hvordan er det gået i øvelokalet?
– Nu har vi jo øvet op til vores gamle Europatour i november, men vi fik da lige to nye numre mere med fra "Lost"-pladen og så det gamle nummer "Take Me Into Your Skin" i en ny opdateret version. Men ellers sker der jo hele tiden små justeringer og ændringer undervejs på touren til lydprøver eller under selve koncerterne .

Hvad kan vi forvente af koncerterne?
 
– Et mega sammenspillet band. Og så som sagt nogle nye numre, vi ikke spillede sidst på dansk jord.
 
Hvad gør I, lige inden I går på scenen?
– Får et glas vodka eller Red Bull, giver fælles krammer, koncentrerer os, og så lægger tøserne og drengene makeup.
 
Hvad står der på jeres forplejningsliste?
– IKKE noget slik – det går ikke, da vi er mange slikmunde i bandet... Vi kan simpelthen ikke styre det med al den ventetid – men derimod frugt, ost , let mad og så sprut, rødvin med mere. Der går jo ofte lidt fest i bussen eller backstage efter koncerten.
 
Hvad hører I i turbussen?
I aftes stod den på free-jazz, noget Cornelius Wreesvik, John Coltrane, The Warlocks og en masse Ty Segal. Højt!

Forsalget til koncerten på VoxHall er i fuld gang. Find billetter via GAFFA Live.


ANNONCE