Annasaid udgiver toer – se videoforløber

Annasaid udgiver toer – se videoforløber

Den aarhusianske, mathrock-inspirerede gruppe Annasaid udkommer 28. april med deres anden plade. Den hedder "Rite de Passage", og titlen markerer, at der er sket en forandring, siden drengene debuterede med "Jua" i 2010. Gruppen har på de fire år gennemført syv turnéer med mere end 200 koncerter i ind- og udland og har sagt farvel til to medlemmer.

"Vi har brugt tiden på at finde hinanden og os selv. Det har gjort os mere selvsikre. Fra start af var meningen med denne plade, at vi ville se, hvor poppede vi kunne blive, og hvor spraglede vi kunne blive på en gang. Den mission synes jeg, at vi har formået at fuldføre," udtaler Martin Salertz, vokalist og guitarist.

Caspar Hesselager fra producerteamet Pinlig Tavshed har både mikset og mastereret det kommende album, ligesom han har gjort det for blandt andre The Eclectic Moniker og Hymns from Nineveh.

Op til albumudgivelsen i Benelux tager bandet til Holland på fire dages promo- og koncertturné i perioden 9.-13. april.

Herhjemme inviterer de til tre releasekoncerter:
24.4 – Vides endnu ikke, København
25.4 - Viva la Revolution, Aalborg
26.4 - HQ, Aarhus

Sommerens koncerter i både Danmark, Tyskland og Benelux annonceres senere.

Annasaid er Martin Sahlertz (vokal/guitar), Jesper Jensen (Bas), Andreas Boesig (trommer) og Emil Sylvester Jakobsen (guitar).

Førstesinglen "Collision" er netop udkommet, og du kan se musikvideoen nedenfor:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA