Nyhed

Nik & Jay genopliver maxi-singlen

Pop-duoen udgiver single, der desuden fortolkes af danske De Dødelige og Scarlet Pleasure

I oktober sidste år udsendte den danske hit-duo Nik & Jay deres femte studiealbum "United". Én af sangene på dette udspil hedder "Novembervej" og denne sang har Nik & Jay netop udgivet som single, på hvad de har valgte at kalde en maxi-single. Maxi-singlen, som begreb, begyndte i 70'erne som en betegnelse for 12"-vinyler, der indeholdt én sang på den ene side – ofte i forlænget version – og ofte to på den anden.

Det er dette format, som Niclas "Nik" Petersen og Jannik "Jay" Thomsen nu udgiver tre sange igennem. Deres maxi-single bliver imidlertid en digital én af slagsen, da den kun udkommer som digital download og på diverse musikstreamingtjenester. Således vil der på den ene "side" være originalversionen af "Novembervej", imens der på den anden "side" vil være en fortolkning af singlen af det danske band De Dødelige samt Scarlet Pleasures fortolkning af et andet Nik & Jay-nummer, "Billeder af Hende".

De Dødelige har endnu ikke udgivet deres debutalbum, men er på gaden med deres single "Sig Det", som byder på en symbiose af r&b og pop-elementer. Nu er de også aktuelle med deres version af Nik & Jay-sangen. Scarlet Pleasure, et københavnsk pop-band, har været P3's Uundgåelige i sidste uge med deres debutsingle "Windy", som har været med til at give dem muligheden for at lege med nummeret "Billeder af Hende" – albumåbneren fra "United". Scarlet Pleasure udkommer i øvrigt på pladeselskabet Copenhagen Records, der også udgiver Nik & Jay, mens De Dødelige udkommer på Sony Music.


Om samarbejdet udtaler Nik & Jay: "Der er så mange talentfulde navne på den danske musikscene, og kan vi på nogen måde bruge vores position til at give dem noget plads og opmærksomhed, så vil det være den største fornøjelse".

Du kan høre hele den digitale maxi-single herunder via Spotify og WiMP: 

ANNONCE