x

Se video fra The Mountains' koncertdebut

Se video fra The Mountains' koncertdebut

Det var til Frost Festival i sidste måned, at bandet The Mountains bestående af Moi Caprice-frontmand Michael Møller med William Blakes-brødrene Fridolin og Frederik Nordsø fik deres livedebut med sange lavet kun til The Mountains. Koncerten blev anmeldt af GAFFAs anmelder, Keld Broksø, med ordene: "Akustikken var formidabel, og en enkelt lyssætning skabte en meget stemningsfuld effekt ned gennem det gamle træværk." Hertil fik debutkoncerten fem ud af seks flotte stjerner.

Var man en af dem, der ikke nåede med til denne unikke chance for musik i bryghuset, der i øvrigt for fremtiden bliver brugt til at udstille statuer og skulpturer, så kan man i nedenstående video få syn på lyssætningen, der prydede den usædvanlige arkitektur for et koncertsted. Tematikken er i orden for et band med det monumentale navn The Mountains, når deres første koncert bliver afholdt på et sted for mennesker af sten.

I videoen kan man se optagelser fra koncerten med musik fra The Mountains' nyeste single, "The Valleys". Klippene fra koncerten bliver suppleret af Michael Møller, der gør sig overvejelser om at spille på det atypiske bryghus og lysdesigner Jacob Kvist, som har arrangeret lyset, så det fungerer sammen med arkitektur.

Albummet "The Mountains, The Valleys, The Lakes" fra The Mountains bliver udgivet den 10. marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA