Nyhed

Dansk vokal-coach for One Direction og 5sos går solo

Helene Hørlyck fortæller om hård stemmetræning og sine egne planer om en solokarriere

På en lille café ved Aarhus Å møder vi Helene Hørlyck, der til hverdag bor og arbejder i London, hvor hun arbejder med sin egen musik og med at få udgivet musik i Danmark. Helene har før udgivet to album, blandt andet "A Nordic Room" fra 2008, der kan købes gennem iTunes. Det er dog første gang hun udgiver målrettet mod Danmark med sin single, "Without Ever Winning".

Det meste af Helene Hørlycks musikalske karriere er dog gået med at udvikle stemmer som stemmetræner og vokal-coach. Hun er uddannet i klassisk italiensk sangteknik, der har ledt hende til samarbejder med projekter som Basement Jaxx og  Apollo 440. Der, hvor Helene Hørlyck har gjort sig mest bemærket som vokal-coach er for stemmerne hos Niall Horan, Louis Tomlinson, Liam Payne, Zayn Malik og Harry Styles, en gruppe af drenge, bedre kendt som One Direction.  

 


Om jagten på en solokarriere i Danmark

Du karakteriserer selv din musik til at være nordic country. Hvordan er du blevet inspireret til det?

– Jeg er jo nordisk, og min stemme er meget nordisk, den er lys og den er luftig, og så virker musikken meget ligesom et prærielandskab med en meget "American" følelse. Der er en luft og en plads i produktionen, og det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på, for hvis man bare tænker country, kunne det sagtens være noget "yeeha!"-country. Det nordiske giver lyden et atmosfærisk mørke.


Du er nok bedst kendt som vokal-coach for One Direction. Er du nervøs for at blive sammenlignet med den musik, de står for?

– Overhovedet ikke, det tænker jeg slet ikke på. Jeg havde to plader ude, inden jeg overhovedet begyndte med vokal-coaching, og så taler vi om to vidt forskellige markeder.

Nu er du også blevet vokal-coach for det fremadstormende boyband, 5 Seconds of Summer. Hvordan balancerer du egentlig jagten på en solokarriere og så to utroligt populære boybands?


– Jeg er nok temmelig organiseret, eller jeg har nok lidt mere krudt i røven, end man skal have. Det bare ikke noget man lige lægger fra sig. Somme tider, mens jeg er væk, bliver der arbejdet i studiet i London, hvor producere sidder med de musikere, jeg gerne vil have med på indspilningen. Når jeg så kommer hjem, kan jeg så tjekke, om det lyder, som jeg gerne vil og finindstille, hvis jeg gerne vil lave noget om. Ellers skriver jeg musikken, når jeg er "on the road". Da jeg udgav albummet "Nordic Room", lavede jeg det hele selv. Denne gang har jeg så arbejdet lidt med en producer og udenlandske co-writers, samtidig med at jeg skriver selv.

Hvornår kan danskerne så høre din nye musik?  

Singlen "Without Ever Winning" er ude den 10. marts efterfulgt af en anden single på et tidspunkt, inden pladen kommer til sommer.


 

Vokal-coachen og stemmetræneren

Hvilke udfordringer er der, når et band af drenge skal synge godt sammen?


– Stemmen skal bygges op og blive sat det rigtige sted. Det er en træningsproces nøjagtigt som, hvis du skulle løbe en maraton, jeg tager dem bare ikke ned i et fitnesscenter, men har dem foran mig, så de kan lave øvelser. Det kræver, at boybands har meget disciplin, også selvom det nogle gange kan blive kedeligt for dem. Den største udfordring er at få dem til at lave øvelser, der består af at lave lyde dag efter dag. Man skal være der meget i starten, hvor man bygger tingene op og får stemmerne til at sidde rigtigt. Jeg arbejder meget på, at begge boybands skal kunne synge fuldt live. Det er bedre, hvis de har mere i deres egen vokal-værktøjskasse, for lige så snart man står på scenen, er der pludseligt nogle andre ting at tænke på som koreografi og show, og så er det godt, at stemmen kommer veltrænet.

Du har også arbejdet som stemmetræner på det britiske X Factor. Følger du også lidt med i årets danske x-factor?

– Jeg så en enkelt udsendelse, sidst jeg var i Danmark, men ellers har jeg ikke engang tid til at følge med i den britiske X Factor. Men når jeg så får de 10 finalister ind, så er jeg også neutral i forhold til alt muligt fjernsynsdrama. Det, jeg har set af dansk X Factor var da blandt andre ManBand var til audition. Jeg kan dog ikke sige noget om dem som boyband, for der skal jeg helst have dem foran mig og høre dem.


Der er mange af de såkaldte Directioners, der følger dig på Twitter. Tror du, at fans af One Direction vil tage godt imod din musik?

– Der har faktisk være enormt meget støtte. Det er måske i virkeligheden noget, de kan dele med deres mor eller far, for det er et mere modent publikum, jeg laver musik til. Det er til dem, der vil høre Alison Krauss eller Lady Antebellum, men måske i kraft af min rolle i teenageverdenen kan det være noget, som det modne publikum kan dele med de unge. Jeg ved det selvfølgelig ikke endnu, før der er livekoncerter. Vi må se, hvem der kommer for at høre Nordic country. 

 


Den klassiske sangstemme er som en hurtig bil

Du har også sunget med Basement Jaxx engang, hvordan var det?

– Med Basement Jaxx blev jeg kaldt ind for at lave en "klassisk-session", for de ville gerne bruge min stemme, der kan lave alle mulige mærkelige lyde mellem klassisk og pop, og jeg kom ind i et kæmpe studie med meget højt til loftet. Det klassiske har jeg fået i Italien, hvor jeg lærte at synge "bel canto" (italiensk for skønsang), som er en gammel operateknik. Jeg bruger det klassiske i popverdenen, fordi for mig er det at synge som at køre i en bil, der er hurtig, men man trykker ikke altid speederen helt i bund. 


Når træning er så stor en del af at udvikle en sangstemme, betyder det, at der er mange, der har potentialet, selvom det ikke lyder godt?

– Hvis stemmen ikke er sat rigtigt, arbejder man hele tiden forkert og træner nogle forkerte muskler. Så begynder man måske at småråbe lidt eller få lidt ondt i halsen og for de sangere vil det føles, som om de konstant rammer hovedet mod muren, fordi de bare forstærker de forkerte ting.

Lyt til den nye single fra Helene Hørlyck her:

ANNONCE