x

Premiere: Hør The War On Drugs' nye album nu

Premiere: Hør The War On Drugs' nye album nu

Det amerikanske indieband The War On Drugs indtager den 21. maj Store Vega, og de har deres tredje fuldlængde-album, "Lost Inside the Dream", der udkommer den 18. marts, med i bagagen til den tid. Kunne du tænke dig at smage på musikken allerede nu, kan du eksklusivt høre hele "Lost Inside the Dream" på WiMP her forneden.

Et første hurtigt lyt til "Lost Inside the Dream" fremkalder lige netop titlens følelse. Det virker nemlig som om, at man bevæger sig langsomt, men ikke ubehageligt, igennem en drøms psykiske landskab. Flotte, svævende guitarfigurer, eftertænksom vokal og melankolske tekster komplementerer lydbilledet. I dag, hvor solen skinner varmt, føles albummet som en oplagt anbefaling til en gåtur i parken.

Bandet, der har sanger og sangskriver Adam Granduciel som primus motor, blev dannet i Philadelphia i 2005 og albumdebuterede i 2008 med "Wagonwheel Blues". I de unge år var Kurt Vile guitarist i gruppen, men han forlod bandet i 2009 til fordel for en succesfuld solokarriere. I 2011 udgav gruppen deres andet album, "Slave Ambient", som fik hele fem stjerner af GAFFAs anmelder Simon Christensen, der blandt andet skrev:

"Kurt Viles tidligere band, Phllidelphia-orkesteret The War On Drugs fremstår i frontmand og sangskriver Adam Granduciels skikkelse som et fuldblodigt dedikeret bekendtskab, der på denne anden anstrengelse af et gennembrud, Slave Ambient, går linen helt ud som dadrocker med tydelige forbilleder i Bruce Springsteens sangskrivning og Bob Dylans vokal i sine pauser og karakteristiske frasering."

Får du lyst til at høre mere og se The War On Drugs på scenen, er billetter til koncerten i Store Vega den 21. maj til salg og kan skaffes via GAFFA Live.

Hør "Lost Inside the Dream" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA