x

Reptile Youth: Mad betyder meget, når man er på turné

Reptile Youth: Mad betyder meget, når man er på turné

De udkom med deres debutalbum tilbage i 2012 og er siden hen blevet kendt for et uforudsigeligt og manisk liveshow. Duoen Reptile Youth alias Mads Damsgaard og Esben Valløe er nu klar med deres andet album, som har fået titlen "Rivers That Run For A Sea That Is Gone" og netop er udkommet. Albummet har fået en fin firstjernet anmeldelse af GAFFAs Kristian Bach Petersen under overskriften "Cool og energisk udspil fra danske livefavoritter".

Det nye album er indspillet live i en fem-mands konstellation, og bandet forsøger hermed at få transformeret deres velkendte livelyd ned på skive. I forbindelse med udgivelsen fortsætter duoen nok engang med at turnere, hvor de kommer forbi Aalborg, Aarhus og København. Elektrorockerne må, om nogen, siges at have spillet sig varme ved blandt andet at have optrådt på forskellige festivaler som Øya, Roskilde, CMJ og Iceland Airwaves.

Vi har fanget bandet forud for deres turné, som begynder på torsdag den 13. marts i Pumpehuset, for at tjekke deres formkurve.

Hvordan er det gået i øvelokalet?
– Vi er stadig midt i det. Det er en god kamp, og nu glæder vi os til at komme ud og spille den nye plade.

Hvad kan vi forvente af koncerterne?
– Vi er selv ret spændt på at se, hvad vi kan forvente af koncerterne. Vi ved det ikke rigtigt, før vi står der. Hvordan vi selv kommer til at reagere på de nye sange. Men det føles dejligt at have to plader at spille fra. Det gør det muligt at lave en koncert, der bevæger sig mere i en retning.

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?
– Lige før koncerten giver vi hinanden et knus.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?
– Det ved vi faktisk ikke helt. Der står vist at vi gerne vil være sunde. Det er sjovt, så meget mad betyder, når man er på tour. Fordi man konstant er under pres og i søvnmangel.

Hvad hører I i turbussen?
– Den nye med Kanye. Eller den nye med Beck. Og så en del ting fra 90'erne. Primal Scream for eksempel. Eller Chemical Brothers. Men når det er sagt, er det meget afhængigt af vores humør. Vi bruger tit turene til at spille lidt ting for hinanden, som vi tripper over.

Turnéen ser ud som følger:

Torsdag den 13. marts – Pumpehuset, København
Fredag den 14. marts – Studenterhuset, Aalborg
Lørdag den 15. marts – Aarhus, VoxHall

Find billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA