x

Hør Coldplays kommende album i nat – to måneder før tid

Hør Coldplays kommende album i nat – to måneder før tid

Hvis du er én af de virkelig morgenfriske eller en seriøs natteravn, så kan du i nat klokken 04:00 høre Coldplays kommende album "Ghost Stories" på internettet. Briterne spiller nemlig på iTunes Festival i Austin Texas, og her vil de for første gang løfte sløret for de nye sange, der ellers først rammer gaden den 19. maj. Gruppen lover i hvert fald at spille cirka halvdelen af det nye album, hvorfra de allerede har offentliggjort sangene "Midnight" og "Magic". Hele koncerten kan livestreames gratis, og kan du ikke overskue at sidde vågen til klokken 04, kan du tage det helt roligt – koncerten vil bagefter også være tilgængelig på iTunes.

iTunes Festival-app'en kan hentes her.

Det nye album "Ghost Stories" er det sjette fra gruppen og det første siden 2011, hvor Chris Martin og co. udgav "Mylo Xyloto". Et album, som GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez ikke var udpræget imponeret over: "Hvis dette virkelig er det bedste, Coldplay kan ryste ud af ærmet, gør det såmænd ikke så meget, hvis de gør alvor af truslerne om, at dette skulle være deres sidste album". Lad os håbe, at Coldplay har bedre ting i ærmet denne gang.

God fornøjelse til de morgenfriske. Husk: kaffe kan redde den værste træthed.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA