Fredagens Iceland Airwaves bød på gode overrraskelser. Læs rapporten her.
Kan det fungere at spille støjrock med en besætning bestående af trommer - og fire elorgler? Islandske Apparat Organ Quartet (AOQ) gjorde forsøget og slap fint afsted med det.
De fire organister i matchende slips leverede en række stramme kompositioner, som formåede at være bombastiske og poetiske på én gang. Strukturen i numrene og et koreografisk indslag á la performanceteater gjorde sammenligningen med Kraftwerk selvskreven, men hvor tyskerne altid har sat en ære i at være teknologisk på forkant, er AOQs setup anderledes lo-fi.
De gamle gamle Hammond- og Farfisaorgler garneres med diverse trash-keyboards fra det japanske overdrev. Og islændinge overlod ikke instrumenterne i computernes magt. Alle de små repeterende figurer blev spillet live, hvilket gav udtrykket en menneskelig charme. På papiret en fortænkt konstruktion, men i realiteten et rigtigt band med et særegent udtryk.
Andetsteds i byen - på den lille klub ”Leikhúskjallerinn”, der ligger under det islandske operahus i et Cabaretlignende restaurantionslokale, stod programmet på post og instrumenal rock, og her viste de fem unge islandske bands, at der er håb om et liv efter Sígur Rós.
Efter en energiudladning uden lige, da Kuai gik på som første band med en Trans Am-inspireret heavy-jazz-funket post rock, skabte Sofandi intens og original (nogle ville kalde det direkte mærkelig) musik et sted mellem afdæmpet og desperat Modest Mouse og vrængende Arab Strap. Ikke helt færdige sange, men med en forsanger, der i næsten skræmmende grad tog sig selv og musikken alvorligt, er der så klart potentiale til noget større.
Både Nattfari og Ulpa;, der leverede aftenens højdepunkter (især Ulpas brug af trombone vakte begejstring), viste, at det sagtens kan lade sig gøre at spinde nye tråde omkring den forslidte støj-stille-støj-model. Måske er det et simple trick, men det er meget få bands, som kan spille det, så det fungerer optimalt. Det kunne de to bands, der uden at plagiere dermed placerer sig godt i den nordatlandisk tradition, der tæller giganter som Mogwai, Godspeed You Black Emperor og norske Sister Sonny.
Eneste direkte misser var ’gymnasiebandet’ Luna, der nok har brug for et års tid eller fem, før de kan levere noget interessant. Men én beskæmmende detalje kunne ikke ødelægge indtrykket af en spirende scene, der på sigt kan komme til at forstre flere interessante bud til den nordiske post rock scene.