x

Lily Allen: Mine seneste singler er dårlige

Lily Allen: Mine seneste singler er dårlige

Lily Allen vender den 5. maj tilbage fra sin tidligere selvvalgte "pension" med et nyt album. Hvor hun håber, at Kanye West - som sidste år udgav sit meget roste album "Yeezus" – kan grine af hendes inspirerede titel på albummet, "Sheezus", er det imidlertid ikke alle fans, der er tilfredse med de smagsprøver af ny musik, de indtil videre har fået på albummet.

En fan, Reg Wilding, har på Twitter ytret sit mishag ved de forudgående singler – "Hard Out Here" og "Air Balloon". "Kedeligt pop-vrøvl" kalder han det. Som det dog ofte er tilfældet, når man råber op i et offentligt forum, er der nogle gange også en chance for, at man faktisk bliver hørt. Lily Allen har således svaret den misfornøjede fan.  

 

"Af hvad du indtil nu har hørt, ja. Alt jeg kan gøre er mit bedste, pladeselskaberne og radiostationerne vil ikke spille de bedre numre," svarer Lily Allen tilbage i en retweet. Den 28-årige sangerinde er kendt for sine kontroversielle meninger, hvor hun ikke er bange for at tage bladet fra munden og sige, hvad hun tænker. Man kan måske derfor tolke hendes udsagn som en kritik af pladeselskaberne og radiostationernes kommercielle natur.

Mens vi venter på den 5. maj og resten albummet for at finde ud af, om der ligger andet end "docile pop rubbish" på det, kan vi lytte til Lily Allens cover af Keanes "Somewhere Only We Know", som udkom i december sidste år. 

)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA