Nyhed

Pelle Peter Jensen: Hvis det skal være, er Lars Lilholt altid frækt

P3-værten fortæller om sit liv med musikken

Alder: 27 år.

Civilstatus: Har en meget smuk og sød kæreste.

Profession: Radiovært på P3 (tidligere på P6 Beat), dj, vært på festivalerne Copenhagen Dancehall og NorthSide.


 

Kommer du fra et hjem med klaver?

– Nej, jeg kommer fra et hjem med radio og båndoptager. Dét brugte jeg til gengæld i ekstrem grad. Min mormor havde til gengæld et klaver, som hun spillede flittigt på. Så fik jeg lov til at spille claves til.


Spiller du selv et instrument?

– Nej. Jeg ville være trommeslager, da jeg var lille. Men det eneste, man kunne gå til i Allinge på Bornholm, hvor jeg kommer fra, var klassisk harmonika, så det måtte jeg nøjes med. Ham læreren var bare sindssygt hård og blev senere fyret, fordi han vist spærrede en anden elev inde som straf for ikke at kunne sine ting. Så som syv-årig opgav jeg til en vis grad musikerdrømmen. Senere adopterede jeg så dj-drømmen, og igennem den har jeg så i temmelig bred udstrækning udlevet musikerdrømmen de sidste fem-seks års tid.

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?


– Jeg har ALTID drømt om at blive musiker. Fodbold, håndbold, knallerter, actionfigurer osv. har aldrig sagt mig noget som helst. Jeg ville bare lave noget med musik. Fra anden klasse stod jeg fast nede i Brugsens bladafdeling for at læse om musik i Mix og Vi Unge. Jeg arrangerede introer til det lokale håndboldhold, så de kunne løbe ind til noget musik. Da jeg blev gammel nok, begyndte jeg at dj'e på to dvd-afspillere til mine egne fester. Jeg anmeldte live-dance-koncerter for Bornholms Tidende for at skrive om musik. Altså, alt hvad der havde med musik at gøre, har jeg altid forfulgt.

Synger du i badet?

– Jeg synger ikke selv, men jeg tager ofte computeren med ud for at lade den spille for mig. Eller åbner døren og hører noget på anlægget. Gerne noget jeg har det vildt over på det givne tidspunkt. Jeg bader eksempelvis relativt ofte til gangsta rap. Young Thug, Danny Glover eller PTAF – Boss Ass Bitch har virket for mig på det seneste!


Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

– Helst ingen. Jeg er ret handicappet af dj-tilværelsen, så jeg tænker altid over, hvad det er for et nummer, om det er et godt omkvæd og sådan noget. Jeg kan med andre ord ikke koncentrere mig. Så helst ingen. Men hvis det skal være, så er Lars Lilholt altid frækt.

Læs Pelle Peters svar på yderligere 15 spørgsmål, blandt andet på om hvilken musiker, han helst vil på date med, i GAFFAs artikelsektion


ANNONCE