x

GAFFA på South By Southwest – dagbog fra dag 4

GAFFA på South By Southwest – dagbog fra dag 4

Når man er på en branchefestival som SxSW, må man fra tid til anden indstille sig på at stå i kø for at komme ind til koncerterne, da de fleste foregår på barer og lignende med en forholdsvis lille kapacitet. Desuden må man også være forberedt på, at et spillested kan være fyldt op, så man ikke får set den pågældende artist. Dag 4 på SxSW-festivalen var et godt eksempel herpå. Blandt andet blev koncerter med Soundgarden, Damon Albarn, Phantogram, MØ og flere andre misset på trods af at have brugt en del tid i kø.

Første egentlige koncert var med Aloe Blacc. Han er nok mest kendt for at have skrevet megahittet "Wake Me Up" sammen med Avicii. Det var en meget blandet skare af mennesker, der var troppet op til denne koncert. Udover det nævnte hit, der fik en fest i gang blandt publikum, var der ikke meget mere at skrive hjem om fra denne koncert. De fleste var også kommet for at se hittet og forlod også koncerten, efter hittet var blevet serveret.

Herefter var det tid til en tur i kirken. SxSW har til anledningen transformeret to kirker til venues for koncerter. Det er et koncept, der virker rigtig godt. For det første giver det mulighed for at opleve koncerter på en helt anden måde end de mere traditionelle scener. For det andet er der et helt andet fokus på musikken, når folk sidder på kirkebænkene, da publikum er fuldstændig stille under numrene. Herudover er akustikken også rigtig god, så det giver en anden mulighed for at gå i dybden med numrene.

Første ud af hele fire koncerter i Central Presbyterian Churchvar med den kvindelige amerikanske singer songwriter EMA. Hendes musik mindede for mig om et typisk opvarmningsband. Det var ikke rigtig godt, men heller ikke på nogen måde dårligt. Man nyder musikken, men den sætter sig ikke rigtig fast, så man har hurtigt glemt den igen. Kirken er stort set fuld, men det ser ud til, at langt de fleste er kommet i god tid for at se næste artist, Angel Olsen. Hendes inderlige sange burde passe omgivelserne perfekt. Alligevel bliver bandet dog en tand for indadvendte, hvilket gør, at man ikke for alvor bliver bjergtaget. Der er ikke tvivl om, at talentet er til stede, men det var først ved de sidste to sange, den stille Windows og den mere rockede High Five, at man for alvor blev overbevist.

Herefter var det tid til at skifte boldgade, da næste artist var den chilenske rapper Ana Tijoux. Hun spiller en omgang funky hiphop med fuldt band. Jeg anser mig ikke for at have den store indsigt i sydamerikansk musik, men bliver alligevel revet godt med på trods af, at jeg ikke forstår et ord af hendes spanske tekster.

Engelske London Grammar(billedet) har allerede fået et mindre gennembrud i deres hjemland med deres inderlige musik. Forsanger Hannah Reid har live den smukkeste stemme, som undertegnende længe har hørt. Kombinationen af hendes vokal og den triphop-inspirerede musik rammer lige i hjertet, og man står næsten og får kuldegysninger over, hvor smuk musikken bliver leveret. Dette var indtil videre festivalens højdepunkt for denne skribent og eneste problem var, at bandet kun fik 30 minutter at spille i.

Aftenen blev sluttet af, hvor den startede, nemlig i Central Presbyterian Church. Her spillede først Mark Kozelek en akustisk koncert kun akkompagneret af trommer. Sættet bestod hovedsagelig af sange fra hans nyeste album udgivet under alteregoet Sun Kil Moon. De smukke omgivelser og den gode akustik var helt perfekt for denne koncert med en ener inden for musikken, der formår at sammensætte tekster som få andre. Herefter var det amerikanske Real Estates tur til at spille deres solskinspop i kirken. Det var måske hårde odds for bandet at skulle efterfølge Mark Kozelek, men det var svært at blive grebet af musikken på samme måde. Der er ikke en finger at sætte på sangene, men bandet virker lige nørdede nok i deres optræden til for alvor at brænde igennem.

Hermed var endnu en rigtig god dag på festivalen overstået, og der resterer nu kun en dag, hvor man kan forsøge at få set al den musik, som man endnu ikke har fået hørt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA