x

D-A-D 30 år: Lys, lethed, Laust

D-A-D 30 år: Lys, lethed, Laust

"What happens on the road stays on the road" siger Stig med et skælmsk smil. En sandhed med modifikationer fra bassisten, der mener, at to strenge på instrumentet er mere end rigeligt, til gengæld må den gerne være formet som en raket. I øvrigt med bassisten iført hjelm, nederdel eller kunstige øjenvipper, som når det blonde, slanke fyrtårn går på scenen. For manden med de afsindige uniformer, behørigt sekunderet af resten af kvartetten, fik munden ganske gevaldigt på gled, da GAFFA frittede Danmarks ikoniske, vel nok største og mest sejlivede rockorkester ud om en god gang røverhistorier fra nu 30 år i øvelokaler, studier, medier, men først og fremmest på landevejen.

Og nationalorkesteret fejrer jubilæet med maner. 30-30-30 lyder parolen. Tekstet for hørehæmmede vil det sige 30 danske klubjobs, 30 udenlandske klubjobs, 30 festivaler, og – som det sig hør og bør for en afholdt fødselar –det løse. Turmanager Troels Bjørn forventer, at Jesper Binzer får sagt: "god aften og velkommen" rundt regnet 110 gange i løbet af 2014, tæl selv på hvor mange forskellige sprog. Vi, der har rundet hjørnet for mere end et par år siden, ved, at 30 ikke er nogen alder.

Det ser ud til, at publikum er enige, der er fortsat gang i butikken, og det i dén grad. Et hurtigt kig i tour-kalenderen afslører de kolde fakta. Bortset fra "2014" er det ord, som optræder hyppigst "udsolgt". Varen bliver leveret hver eneste aften, og hvad fritid angår, ligger det i 2014 (med lidt held) for d'herrer Binzer, Binzer, Sonne og Petersen på udvalgte søndage og mandage. Men også på en arbejdsdag er der god tid til at hygge sig.

GAFFA mødte kvartetten på udsolgte Posten i Odense og snakken flød, indtil kort før bandet skulle på scenen. Hold godt fast, for her kommer 30 røverhistorier fra 30 år i overhalingsbanen, der lever op til ikke så få sex, drugs & rock'n'roll-klichéer, men også oprigtige og reflekterende stunder fra medaljens bagside, som 30 år med speederen i bund selvfølgelig også byder på. "It's after dark now and Disneyland is closed" lyver Jesper Binzer notorisk. Portene er nærmere fortsat åbne på videste gab. Døm selv. "Mine damer og herrer, Damen und Herren, ladies and gentlemen (indsæt selv) will you please welcome D-A-D" alias Disneyland After Dark. Som altid "good clean family entertainment you can trust".

Vi bringer en røverhistorie hver dag i marts i kronologisk rækkefølge.

17. 1999-2000

Lys, lethed, Laust

Jesper: – Der var en lyshed og lethed omkring Everything Glows-tiden. Peter (Lundholm Jensen, trommeslager 1982-1999, red.) var meget uventet gået ud, Laust var kommet ind. På et tidspunkt troede vi, at karrieren var slut, vi fik simpelthen nyt liv. Det var oven på skilsmisser og dødsfald tæt på, pludselig var der nye kærester og overskud.

Cobber: – Jeg tog ud og øvede med Laust, han havde ikke engang trommestikker med, heldigvis lå der nogle derude. Det gik fint, men han meldte ud, at han ikke var manden, hvis vi skulle have en fast trommeslager, haha!

Laust: – Jeg havde været i London og L.A. i flere år, fokuserede på jazz og fulgte ikke med i rock, og jeg havde intet forhold til D-A-D. Jeg kendte dem kun af navn, jeg var på ingen måde fan. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvorfor jeg endte i bandet. Jeg havde lige været i et band, der var gået i lort, og så komme i et band med to brødre, der var ti år ældre end mig og havde kæmpe succes, jeg kunne slet ikke se, hvor min plads kunne være i det. Jeg fandt så ud af, at vi kom fra samme skater-miljø, jeg var der bare en halv generation senere. Og så fandt jeg ud af, at det lukkede rum faktisk var enormt åbent. Jeg havde mareridt inden den første koncert. Til juni har jeg været med i 15 år.

– Min første weekend var en koncert på Færøerne – efterfulgt af tonsedruk. Dagen efter i bus i lortevejr til Wacken (gigantisk tysk heavyfestival, red.), og da vi kom, fik vi lortemad. Vi går på scenen foran et kæmpe publikum. Jeg er stadig meget usikker på numrene og afhængig af at høre de andre, men jeg kan intet høre i min monitor, som er den rene væg. Jeg vinker og råber til lydmanden, at han skal skrue op, og han signalerer, at han har gjort, hvad han kan. Men så bliver der pillet ved et kabel, og pludselig kommer der et brag, så det hele er ved at eksplodere, og jeg føler, jeg er ved at ryge ud blandt publikum. Og så dagen efter på Skanderborg, det var som at være til landskamp og være en af spillerne på holdet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA