Nyhed

Smukfest tager til Sjælland

Jamen, hvad er det nu? Det er sgu da en Smukfest – med store navne

I Skanderborg er man efter årets hurtige billetsalg kommet til den erkendelse, at kan man ikke udvide bøgeskoven til at rumme flere publikummer, ja, så må bøgeskoven komme til publikum. Derfor vil København og dens indbyggere få mulighed for at få en bid af Smukfest på hjemmebane og opleve navne som Pet Shop Boys, Nephew, Magtens Korridorer og Rasmus Seebach, når Smukfest Copenhagen løber af stablen den 14. og 15. august på 10-Øren på Amager Strandpark – ugen efter festen i Skanderborg. Se programmet her forneden.

Claus Visbye, formand for Skanderborg Festivalklub, forklarer om Smukfest Copenhagen:

"Vi er mange gange blevet opfordret til at lave noget Smukfest i København, der jo er hjemby for omkring en tredjedel af de gæster, der besøger os i skoven og mange af vores medhjælpere. Smukfest Copenhagen bliver nu ramme om sommerens eneste Københavner-koncerter med Pet Shop Boys, Nephew, Magtens Korridorer og Rasmus Seebach – og ud over masser af musik kan vi love, at et stort hold af gode Smukfest-medhjælpere er på plads, så vi kan garantere vanlig stil og service, som publikum kender det fra bøgeskoven."


Smukfest Copenhagen er tænkt som et årligt tilbagevende initiativ. Inspirationen er hentet i udlandet, hvor store amerikanske festivaler som for eksempel Coachella og Lollapalooza udmærker sig ved enten at afholdes flere gange samme sted eller flytter rundt under samme navn. Ideen er, at festivalen i København skal danne rammer for både internationale og danske navne. 
 
Programmet for den 14. og 15. august: 

Torsdag den 14. august fra kl. 15.00 – 20.00:
Familiekoncert med Rasmus Seebach (hans eneste udendørs koncert i København denne sommer), support fra albumaktuelle Christopher.

Fredag den 15. august fra kl. 13.00 – 24.00:
Eneste mulighed denne sommer for at høre Pet Shop Boys, Nephew, og Magtens Korridorer i København og omegn, med support fra Bo Evers, S!vas og Ukendt Kunstner. Pet Shop Boys medbringer det helt store show, der inkluderer visuals, koreografi, unikke kostumer, ekstraordinært lysshow og – som de selv siger det – "of course, a lot of hits..."

Billetsalget starter den 24. marts på Billetlugen.dk.


 

ANNONCE