x

Rapper idømt to års prøvetid

Rapper idømt to års prøvetid

Det er vist ingen hemmelighed, at Kanye West har et stort temperament. Nu må en psykolog se frem til at skulle lægge ører til den hidsige rappers hurtigt løbende mund, efter at West er blevet idømt to års prøvetid for overfald på en fotograf i juli sidste år. Han skal i denne periode gennemføre 240 timers samfundstjeneste samt tage 24 sessioner "anger management". Det skriver amerikanske TMZ. 

Den 36-årige rapper var ikke selv til stede i retten, da dommen faldt, men han havde på forhånd anerkendt dommen - dog uden at erklære sig skyldig. En video optaget under hændelsen, der udspillede sig ud foran Los Angeles International Airport sidste år, hvor West prøvede at få et kamera ud af hænderne på fotografen Daniel Ramos, skulle efter sigende også vise rapperen lange ud efter fotografen. Wests advokat tog imod dommen, og holder West sig inden for lovens rammer, vil dommen hurtigt blive slettet fra hans strafferegister.

Daniel Ramos har også selv sagsøgt West, hvortil dennes advokater har udsendt en erklæring, der hævder, at West handlede i selvforsvar, fordi han følte sig i fare og han derfor kun handlede, som han gjorde, fordi han følte sig truet.

For en måned siden blamerede West sig til en koncert i New Jersey, hvor han holdt en lang, mere eller mindre uforståelig, tale. Man får måske derfor lidt ondt af, hvem end der nu skal lægge ører til rapperens lange monologer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA