Nyhed

Nirvana-trommeslager ikke velkommen

Chad Channing, der spillede på Bleach, bliver ikke indlemmet i Rock'n'Roll Hall of Fame

Det er ikke altid et taknemmeligt erhverv at spille musik. Hvis ikke en grådig manager har fingrene lidt for langt nede i din tegnedreng, kan dine fans være efter dig, fordi de er utilfredse med din seneste plade. Andre gange handler det slet og ret om mangel på anerkendelse. Det har Nirvanas trommeslager fra Bleach-perioden, Chad Channing, måttet sande. Han regnede nemlig med, at når den legendariske gruppe i næste måned skal indlemmes i Rock'n'Roll Hall of Fame, skulle han da med op på podiet og dele hæderen. Det skal han så bare ikke ifølge Rock'n'Roll Hall of Fame. De sendte en sms.

"Kan du sige til, hvem end der repræsenterer Chad Channing, at han ikke skal indlemmes ... Det er kun Dave, Krist og Kurt," skrev Rock Hall til Nirvanas manager - lidt ligesom et pubertært breakup med en kæreste fra parallelklassen, hvor man tyer til mobiltelefonen for at ende forholdet. Det bekræfter Radio.com, som også bragte et live-interview med Channing, før han modtog de dårlige nyheder.

Her sagde den tidligere Nirvana-trommeslager: "Jeg vil sidde ved bordet, klar til at gå op på podiet. Da jeg fortalte min datter om ceremonien, blev hun super spændt på mine vegne. Så meget af min egen spænding om det her er for hendes skyld!".

For at blive taget i betragtning til Rock'n'Roll Hall of Fame skal der være gået 25 år fra bandets første udgivelse. Nirvanas første udgivelse, 7"-singlen "Love Buzz", havde Channing og ikke Dave Grohl på trommer. Og så kan man jo tænke over, hvorvidt det er retfærdigt eller ej. Ceremonien bliver afholdt den 10. april i Brooklyns Barclay Center.


Du kan her nedenunder se en meget tidlig optagelse af Nirvana i New York fra deres "Bleach"-turné i 1989.

ANNONCE