x

Rolling Stones gennemfører udskudt turné til efteråret

Rolling Stones gennemfører udskudt turné til efteråret

The show must go on, lyder et gammelt ordsprog i showbusiness, og det gælder også for verdens største rockband – efter en vis sørgeperiode. Rolling Stones har nu besluttet at gennemføre deres udskudte australske turné i oktober og november, fortæller deres australske agentur Frontier Touring ifølge The Guardian. Gruppen skulle i går have indledt turnéen på syv koncerter, men den blev udskudt mandag, efter at Mick Jaggers kæreste, designeren og den tidligere model L'Wren Scott blev fundet død i sin lejlighed i Manhattan mandag. Scott begik selvmord ved hængning, skriver The Daily Mail. Ifølge en række medier blev Scott 49 år, mens flere andre medier skriver, at hun kun blev 47 år.

De præcise koncertdatoer bliver offentliggjort senere.

Samtidig har de tre andre medlemmer af Rolling Stones udtalt sig om det tragiske dødsfald. På Facebook skriver de:

Keith Richards:

"Ingen så dette komme. Mick har altid været min sjælebror, og vi elsker ham ... Vi er meget tætte, og vi føler alle med ham. Vi hader virkeligt at måtte skuffe vores fans, men vi ses snart."

Charlie Watts:

"Det er unødvendigt at sige, at vi alle er chokerede, men vores første tanker går på at støtte Mick i denne forfærdelige tid. Vi satser på at komme tilbage til Australien og New Zealand, så snart det bliver muligt".

Ronnie Wood:

"Dette er virkelig en forfærdelig nyhed, og nu er det vigtigt, at vi holder sammen for at støtte Mick og hjælper ham gennem denne triste tid. Uden tvivl satser vi på at komme tilbage på scenen, så snart vi kan."

Forleden udtalte Mick Jagger sig også om sin kærestes tragiske død. På Facebook skrev han:

"Jeg kæmper stadig med at forstå, hvordan min elskede og bedste ven kunne afslutte sit liv på denne tragiske måde. Vi tilbragte mange fantastiske år sammen og havde et pragtfuldt liv. Hun var altid nærværende, og hendes talent var dybt beundret, ikke mindst af mig. Jeg er rørt over alle de hyldester, folk er kommet med til hende og over de støttemeddelelser, jeg har fået. Jeg vil aldrig glemme hende."

Ifølge The Daily Mail led Scott af en depression, og for seks uger siden var hun angiveligt blevet behandlet for at skære i sig selv. Ifølge avisen skyldte hun over seks millioner dollar væk og havde økonomiske problemer i sin virksomhed. Ifølge avisen nægtede hun at tage imod penge fra Mick Jagger, der ellers, ifølge Forbes Magazine, er god for knap halvanden milliard kroner.

Rolling Stones vil ifølge BT spille på årets Roskilde Festival. Dette vil festivalen dog hverken be- eller afkræfte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA