x

Se de nominerede til Danish DeeJay Awards

Se de nominerede til Danish DeeJay Awards

De nominerede til Danish DeeJay Awards (DDJA) er nu offentliggjort, og med hele seks nomineringer ligger Kongsted (billedet) forrest i feltet. Han bliver dog pustet i nakken af Rune RK med fem nomineringer. De hele bliver afgjort, når Danish DeeJay Awards 2014 indtager Øksnehallen i København pinsesøndag den 8. juni.
 
Danish DeeJay Awards tager for 14. år i træk pulsen på klub-scenen. Danish DeeJay Awards er i år flyttet ind i hjertet af København, hvor Øksnehallen vil danne rammen for det stort anlagte awardshow. Billetsalget er i gang, og de første 1000 billetter er sat til salg som såkaldte "Early Bird"-billetter, hvor du sparer 100,- frem til 1. april.
 
Helt i nominerings-toppen ligger Kongsted, som vandt prisen som "Årets Danske Mainstream-DeeJay" ved Danish DeeJay Awards i både 2010 og 2011, og Rune RK, som er den mest vindende ved Danish DeeJay Awards gennem tiden. De bliver dog skarpt forfulgt af populære navne som Pharfar, Topgunn, Yepha, Nik & Jay, Den Sorte Skole og Quadron, som alle er nomineret i tre eller fire kategorier.

Både Kongsted og Rune RK er nomineret i den prestigefulde kategori "Årets Danske Deejay" sammen med Noir, Pegboard Nerds og Toomanylefthands.
 
Hvem der i sidste ende kan tage en pris med hjem, afgøres af et akademi af 440 danske DeeJays, men fans har også mulighed for at være med til at stemme deres favorit til tops, for i flere af kategorierne vil en åben afstemning afgøre vinderen. Mere information følger, så snart DDJA åbner for afstemningen.

GAFFAs Nanna Jenner Jensen talte i januar med Kongsted og spurgte blandt andet til hans dobbeltliv som både dj og studerende (han er cand.merc. i Finance og Strategic Management fra Copenhagen Business School). Han svarede: "Jeg har ikke dvælet ved mine oplevelser. Der har aldrig været et ultimativt mål, men jeg har taget et skridt op ad bjerget ad gangen, nydt det, og er så gået videre. Tingene har været et frirum for hinanden. At være dj blev et frirum for studielivet, og studiet blev et frirum for musikken. Tingene må ikke blive for overfokuserede. Der skal være balance og flere ben under dig til at støtte dig, hvis det hele nu pludselig var slut i morgen." Læs hele interviewet her.

Se alle de nominerede her

Køb billetter her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA