x

Gammel blues-kæmpe dødssyg

Gammel blues-kæmpe dødssyg

Den amerikanske bluesguitarist Walter Trout er dødeligt syg. Lægerne har givet ham 90 dage tilbage at leve i, medmindre han får en ny lever. Desværre er det et meget dyrt indgreb, og Trout, som har tabt over 50 kilo, har ikke længere kræfterne til at turnere og tjene penge. Venner af Trout og hans familie - som også tæller hans danskfødte kone, Marie og deres tre børn - har oprettet en side, hvor man kan yde den skrantende guitarist økonomisk hjælp. Hvis du har lyst til at hjælpe, skal du følge linket her forneden.

På nuværende tidspunkt er indsamlingen oppe på 35.440$ ud af de nødvendige 125.000$. Beløbet dækker ikke blot transplantionen, men også forløbet op til, at en passende donor er fundet og opholdet på hospitalet efterfølgende. Trouts danske kone har skrevet på siden om ægtemandens tilstand: "Han har prøvet at sætte et modigt ansigt på for os - han har fortsat med at spille, komponere musik, synge, turnere og indspille, fordi musik og det at kommunikere gennem musik altid har været hans livline ... Men han har nået et punkt, hvor han er for syg til at stå op og overhovedet at kunne holde en guitar." 

Det er en personlig ven af familien, Kirby Bryant, som har oprettet siden. Hun giver som begrundelse for sin handling: "Walter har været mentor for min mand, Danny Bryant, og på den måde været hans 'musikalske far', siden Danny var blot 15 år. Den generøse venlighed og støtte, han har givet os over årerne er ubeskrivelig. Jeg kender ganske enkelt ikke andre i verden som ham!"

Walter Trout gjorde sig først bemærket som guitarist for Canned Heat. Dette ledte til en åben invitation til at slutte sig til legendariske John Mayall and The Bluesbreakers. Da han forlod The Bluesbreakers i 1989, dannede han sit eget Walter Trout Band, som nød stor succes i Europa. Han har ligeledes været et fast navn på de danske scener i mange år. Hans 21. album imponerede dog ikke GAFFAs anmelder Henrik Friis, da det udkom i 2012. "Blues For Modern Daze" modtog kun to stjerner af anmelderen, mens GAFFAs brugere har givet det et snit på fem-en-halv stjerne. Henrik Friis skrev: 

"Altså masser af tung blues-rock, drivende slow-blues m.v. til budskaber om at vi ser for meget tv og bruger for meget på laptoppen i stedet for at komme hinanden ved. Intentionen er sikkert god, men klodset og uelegant udført – kombineret med milliontoneforstoppelsen fra alle soloerne, som må gøre selv veltrænede luftguitarister trætte i armen."

Ønsker du at støtte en god sag og hjælpe Walter Trout, kan du gøre det ved at følge dette link her - http://www.youcaring.com/medical-fundraiser/walter-trout-needs-a-new-liver-you-can-help-/151911


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA