x

Første single fra Surfact ude i dag

Første single fra Surfact ude i dag

I midten af august 2006 var Surfact de suveræne vindere af den store talentkonkurrence Starfighters, der afholdes af Danmarks Smukkeste Festival i samarbejde med P3, MTV og GAFFA. En måned forinden havde en begejstret GAFFA-anmelder set Surfact til en koncert udenfor Starfighter-regi:

”Det var nok de færreste blandt publikum lørdag aften på Rust, der kendte til de danske grunge-rockere fra Surfact, men takket være en fantastisk energi på scenen formåede bandet at overvinde selv de mest skeptiske koncertgængere...” 5 stjerner lige i lommen blev det ved denne lejlighed til.

Surfact er en hårdtrockende grunge-kvintet med hjemsted i København. Gruppen blev dannet i 2003 og er allerede et særdeles erfarent live-band, der i den korte levetid har spillet mere end 100 gigs. Fortrinsvis i Danmark med, blandt andet, support-jobs for Staind og Live – men også i USA, hvor det for eksempel blev til koncerter på Viper Room i Los Angeles og Mercury Lounge New York. Surfact er et af de største danske navne på MySpace – hvor de har haft mere end 140.000 plays og har samlet over 30.000 ”friends”.

Med Verve- og Stone Roses-produceren Paul Schroeder bag knapperne har Surfact netop færdiggjort et debutalbum, der under titlen ”Terrific Downfall” udkommer i starten af 2007.

Første single fra Surfact er den træfsikre rocker ”Soulslide” – der fra i dag kan købes som download-only-ep, med to bonustracks inkluderet (bl.a. ”Divine”, hentet fra soundtracket til undergrunds-surfer-filmen ”Peel”, der netop har haft premiere i USA, red.). Ep'en sælges eksklusivt via nedenstående link og til den beskedne pris af 9.95 for de tre tracks. En video til ”Soulslide” er klar midt i november.

En egentlig Danmarks-turne er under planlægning til foråret 2007 – og inden da kan Surfact blandt andet opleves følgende steder: Pumpehuset, København 31.10 (i forbindelse med Copenhagen Music Week), Harders, Svendborg 10/11, Mosaik/Club Gaudi, Odense 23/11, Loppen, København 8/12 og Kulisselageret, Horsens 15/12.


www.urban-payload.dk - køb singlen her!

Check Surfacts MySpace-site her!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA