x

John Grant: I de mørkeste stunder blev jeg trøstet af musikkens skønhed

John Grant: I de mørkeste stunder blev jeg trøstet af musikkens skønhed

"I don't know that much about guns, but I feel like I've been shot by one",synger den bløde baryton i mine ører, mens jeg går gennem en by, der langsomt bliver mere fremmed for mig. Hvert skridt sender mig længere ud af landskabet, mens følelser, der er svære at sætte ord på vrider sig krampagtigt i mig. Min eneste trøst er musikken. Dens luftige toner, de åbenhjertige tekster forvandles til salmer, der lige så meget leder mig ud af en mørk, indestængt hule, som de er solens første stråler, der bryder frem et sted omme bag en fjern tågebanke. Set i bakspejlet er begge John Grants album, "Queen of Denmark" og efterfølgeren "Pale Green Ghosts", ved at blive soundtracket til mit år. Deres hjerteve og galgenhumor begynder langsomt at forme en rettesnor, der meget vel kunne blive en livline. Jeg har fundet en sjælefrænde.

Den amerikanske musiker John Grant har ikke haft et nemt liv. Han flyttede som 12-årig med sine forældre til Colorado i det sydvestlige Amerika. Hjemmet var religiøst, og selvom det ikke blev italesat, var den homoseksualitet, som den unge Grant følte gry i sit indre, ikke accepteret. Han stak ud som oliventræerne af russisk oprindelse, der lyser grønt i nattemørket og stadig står plantet langs L-25s vejside nær barndomshjemmet, selvom han forsøgte at gøre sig usynlig.

En dag efter skole fulgte de andre børn efter ham hjem, og uden for hoveddøren gav de ham et lag tæsk. Tævene var så overrumplende hårde, at Grant skrækslagent tissede i bukserne. Bagefter gik han skælvende indenfor, op ad trappen til sit værelse og gemte sig grædende under dynen. Han kunne ikke fortælle sine forældre, hvorfor de andre børn havde tævet ham. Voksenlivet blev ikke mindre turbulent. Grant var i sit indre splittet – mellem den, han følte, han var, og den, andre ønskede, han skulle være. På sit dødsleje i 1995 udtrykte hans mor, syg af lungekræft, stadig skuffelse over sønnens seksualitet. Forsoningen udeblev selv i dødens favn. Samtidig forsøgte Grant sig med musikken. Hans orkester The Czars udgav over en ti årig periode fra 1994 til 2004 seks album, men det store gennembrud udeblev. The Czars forblev, trods anmelderroser, under radaren.

Grant hengav sig nærmest religiøst til stofmisbruget og svælgede i seksuelle udskejelser og et stigende selvhad. Og så faldt det hele fra hinanden. Grant indrømmer i dag, at han selv i høj grad var skyld i bruddet – bevidst eller ubevidst. Han kunne ikke lide den, han var, og det manifesterede sig i destruktiv adfærd, som skubbede de andre medlemmer og verden fra ham.

I 2004 så Grant lyset. Han sluttede sig til AA og fik arbejde som tjener i New York. Han skrev stadig sange, men de forblev inden for lejlighedens fire vægge. Efter fem års pause blev han i 2009 overtalt af Midlake fra Texas til at indspille en soloplade med dem som backingband. De stillede sig til rådighed som hans værktøj, hvad han den dag i dag stadig udtrykker stor taknemmelighed over. "Queen of Denmark" indvarslede et nyt vendepunkt i en nu ædru eksistens. Han mødte også sit livs kærlighed. Men kærligheden er en omskiftelig størrelse. Den bristede inden for et halvt år og kastede atter Grant ud i håbløshed. Han forsøgte at forstumme sin smerte gennem løse relationer.

Dette resulterede i en fatal sms fra en tilfældig elsker, mens han købte sko i London forud for et besøg til Sverige i starten af 2011. Hos lægen i Stockholm blev han efterfølgende testet positiv for HIV. Det var først herefter, at Grant indså, at han ikke havde kvittet sit misbrug, men blot udskiftet alkohol og kokain med sex. Vred over tabet af sit livs kærlighed, skamfuld over at have pådraget sig HIV efter i flere år at have udsat sig for faren på en dumdristig måde, med en forkrøblende usikkerhed i behold og tynget af sorg, havde han til gengæld brudstykkerne klar til sit næste album, og på nomadisk vis isolerede han sig på Island for at kanalisere hele sin forbistrede lede ud i de nye sange. Måske han kunne finde sig selv på ny, måske han kunne lære at acceptere og elske sig selv for første gang.

 

Olivengrøn og mørkeblå

Det er en fredag i et nyt og andet år, og jeg står til en lydprøve på VoxHall i Aarhus og lytter til pianisten på scenen spille de klassiske kaskader og trillende rul, som udgør det dramatiske afslutningsstykke i "Glacier". Det er en passende underlægningsmusik, fordi den stemmer overens med mine forventninger til at møde John Grant, som venter i et lille rum ovenpå. Hans hudløse ærlighed i de mange interviews, han har givet, går forud for mødet, og jeg er spændt på at se, hvad det er for et menneske jeg møder. Da Grants assistent Fiona, rødhåret og med en sprød amerikansk accent, langt om længe fører mig op ad trapperne og åbner døren ind til Grants midlertidige logi på klem med et forsigtigt bank og med sin beroligende stemme spørger, om han er klar, strømmer nervøsiteten igennem mig.

John Grant er fysisk stor, men noget i hans holdning udstråler en ydmyghed, der gør ham mindre for øjet. Han har passende en olivengrøn hue på hovedet, en krøllet sort skjorte, der hænger løst, hans negle er farvede mørkeblå – en fase, siger han senere, som han skal igennem – og hans buskede skæg fremkalder en vild viking, men hans øjne virker rare og forsigtige. Han lægger sig til rette på sofaen, nærmest som gør han klar til en halv times terapi, og kigger eftertænksomt op i loftet. Han ser så et øjeblik spørgende på mig, og jeg forklarer, at i alle de interviews, jeg har læst, bliver han altid spurgt mest om sit livs tragedier.

Grant nikker og siger, at han heller ikke forstår, hvorfor det ikke er begyndt at kede journalister at spørge ham om de samme ting. Men for ham er det nemt at svare på, men også trættende i længden. – Folk spørger altid, hvordan mit liv var, da det var værst, siger han tørt. – Det kan man da godt beskrive for dem, men de kan også bare se "Trainspotting". Det er det samme ton af lort.

Han håber, at det vil ændre sig efter udgivelsen af hans næste album.

Jeg spørger ham først om hans sangskrivning. Alle hans sange virker hudløst ærlige, og i modsætning til en kunstner som David Bowie synes Grant ikke at skrive fra en rolle, men kun fra sit eget selv.

– Det vil altid være filtreret igennem mig. En stor del af mit liv har handlet om at flygte, så når det handler om min kunst, er den nødvendigvis nødt til at dreje sig om sandheden, og hvordan tingene egentlig forholder sig. Det er meget nemt for mig at forsvinde ind i en rolle. For et stykke tid siden ville jeg gerne blive god til at være mig selv, før jeg atter begyndte at forsvinde ind i roller igen. Han ler varmt og afrunder: Fordi det er svært for mig at komme tilbage fra en rolle. Sådan synes det.

Men kan sandheden ikke også være et slør, spørger jeg ham, en anden måde at gemme sig på. Er det muligt at skjule sig i ærlighed? – Det kan man muligvis godt, svarer han. – Men det afhænger af om du er oprigtig eller ej.

Læs en længere udgave af interviewet, hvor Grant blandt andet fortæller om vigtigheden af humor, og om sit danske yndlingsband, i GAFFAs artikelsektion.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA